Fortsæt til indhold
Indland

Fakta: Det ved vi om mistænkt svindel i Socialstyrelsen

En kvinde er efterlyst for svindel for et trecifret millionbeløb i Socialstyrelsen. Læs her, hvad man ved.

/ritzau/

Tirsdag fortæller Børne- og Socialministeriet, at man har afdækket potentiel svindel for 111 millioner kroner. Penge, der skulle været gået til udsatte grupper.

Læs her, hvad der er oplyst om mistanken:

  • Socialstyrelsen og Børne- og Socialministeriet har i flere uger arbejder med at afdække omfanget af sagen sammen med eksterne eksperter.
  • Undersøgelserne viser umiddelbart, at en betroet medarbejder via ”uberettiget tilegnelse” har svindlet for 111 millioner kroner i perioden 2002 til 2018.
  • Pengene er taget fra blandt andet SATS-puljemidler, der er øremærket til udsatte grupper.
  • En medarbejder er politianmeldt, bortvist og ministeriet har begæret hende konkurs.
  • Bagmandspolitiet har efterlyst en 64-årig kvinde internationalt. Hun er mistænkt for at have svindlet for ”over 100 millioner kroner” fra 2002 til 2018.
  • Der er angiveligt blevet svindlet hvert år i perioden - men for skiftende beløb. Samlet er underslæbet sket via 274 udbetalinger til egen konto.
  • Kvinden var ikke at finde på arbejdspladsen, da myndighederne forsøgte at få fat i hende.
  • Kvinden beskrives som værende en medarbejder i Socialstyrelsen. Den 64-årige havde været ansat i omkring 40 år, arbejder i Tilskudsadministrationen og bliver betegnet som ”superbruger”.
  • Bagmandspolitiet beskriver den mistænkte svindel som ”disciplineret og systematisk”.
  • Svindlen skulle blandt andet være foregået ved, at kvinden har overført midler øremærket til udsatte grupper direkte til sig selv.
  • Det er endnu ikke afdækket, om kvinden har arbejdet alene.
  • Børne- og socialminister Mai Mercado (K) har oplyst Folketinget og igangsat flere undersøgelser for at finde ud af, hvordan svindlen kunne foregå, og hvordan lignende svindel kan undgås.
  • Der er startet en strafferetlig efterforskning, et civilt søgsmål, en ekstern undersøgelse af omfang og metode, en ekstern undersøgelse af ansvar og en intern undersøgelse i Socialstyrelsen, der skal sørge for, at lignende svindel ikke kan ske igen.
  • Ministeren blev første gang orienteret 24. september og orienterede Folketinget første gang 30. september, hvor det første skøn for omfanget lå klar.

Kilder: Børne- og Socialministeriet, SØIK, TV2 Fyn