Fortsæt til indhold
Indland

Vold, trusler og tyveri: Yahya Hassan tiltalt for 40 forskellige lovbrud

»Der er tale om en række småforhold,« lyder det fra hans forsvarer.

Den kendte digter Yahya Hassan er blevet tiltalt for i alt 40 kriminelle forhold begået flere steder i landet.

Det oplyser Østjyllands Politi.

Yahya Hassan er tiltalt for at have brudt ind og stjålet en bil fra et ægtepar i Roslev og for at have truet en kvinde på livet under et ophold på Hotel Royal i Aarhus.

Yahya Hassans forsvarer Michael Juul Eriksen bekræfter over for Ekstra Bladet, at Yahya Hassan er tiltalt.

»Ja, det kan jeg bekræfte. Der er tale om en række småforhold,« skriver Michael Juul Eriksen i en sms.

Han ønsker ikke at komme nærmere ind på, hvordan Yahya Hassan forholder sig til tiltalen, men henviser til, at det vil komme frem i retten.

Den 23-årige Yahya Hassan har siden den 16. juli siddet varetægtsfængslet i surrogat på en prykiatrisk afdeling, efter at han dagen forinden var blevet sigtet for at truet en bekendt på livet med en knust flaske.

Digteren er nu tiltalt for gentagne gange at kontakte en kvinde, som han har et tilhold mod og flere tilfælde af vold og trusler.

»Forholdene er primært begået i Østjylland, men enkelte af dem stammer fra andre politikredse. Vi har samlet sagerne i ét sagskompleks i Østjyllands Politi, fordi den tiltalte som udgangspunkt har krav på en samlet afgørelse,« siger anklager Tanja Fogt fra Østjyllands Politi.

Yahya Hassan har flere gange været dømt for forskellige forhold. I september 2016 blev han Digteren idømt et år og ni måneders ubetinget fængsel for at have affyret flere skud, hvoraf et af skuddene ramte en 17-årig i foden. Yahya Hassan havde ikke til hensigt at ramme, men udsatte alligevel offeret for »nærliggende fare, der kunne gå ud over offerets førlighed«, lød det i retten.

Efter dommen meddelte Yahya Hassan, at han ville trække stikket ud i en periode efter endt afsoning.

»Jeg skal prøve på en måde at isolere mig selv fra omverdenen. Det må være konsekvensen af, at man ikke kan have sin ytringsfrihed, at man bliver truet, hvis man stikker næsen lidt for langt frem. Jeg må flytte ud på bøhlandet,« sagde Yahya Hassan ifølge Ritzau.

Der er ikke nedlagt navneforbud i sagen om de 40 forhold, som skal for Retten i Aarhus i oktober.