Hospitalsdirektører fratræder omgående deres stillinger
Ifølge et lokalmedie er der tale om regulære fyringer.
To direktører fra Hospitalsenhed Midt, der blandt andet består af sygehusene i Viborg, Silkeborg og Skive, fratræder omgående deres stillinger.
Det oplyser Region Midtjylland på sin hjemmeside.
Der er tale om hospitalsdirektør Lars Dahl Pedersen og sygeplejefaglig direktør Tove Kristensen.
»Årsagen er, at parterne ser forskelligt på den strategiske ledelse og udvikling af sundhedsvæsenet i Region Midtjylland,« udtaler regionsdirektør Jacob Stengaard Madsen til hjemmesiden.
Bag formuleringen ligger ifølge Viborg Stifts Folkeblad regulære fyresedler.
Ifølge regionen har man pr. dags dato konstitueret præhospital direktør Thomas Balle Kristensen i stillingen som hospitalsdirektør for Hospitalsenhed Midt.
»Det betyder, at lægefaglig direktør Per Sabro Nielsen i en periode alene vil varetage ledelsen af præhospitalet på direktørniveau,« lyder det endvidere på hjemmesiden.
Den nu tidligere hospitalsdirektør, Lars Dahl Pedersen, oplyser til Viborg Stifts Folkeblad, at han grundet sin fratrædelsessamtale ikke kan kommentere sagen yderligere.
Fratrædelserne sker forud for en stor spareplan på sygehuset i Viborg. I august varslede Region Midtjylland en spareplan på knap 300 millioner kroner om året, hvor en stor del af besparelserne skulle findes i Viborg.
I regionens budgetforlig, der faldt på plads i sidste uge, blev en del af de bebudede besparelser på Regionshospitalet Viborg dog droppet.
Men der er fortsat lagt op til at skære i underkanten af 100 stillinger. I øjeblikket er der omkring 2.600 ansatte på hospitalet.
Blandt andet er der enighed om at lukke afdelingen for urinvejssygdomme i Viborg.
Region Midtjyllands budget for 2019 indeholder besparelser på 139 millioner, mens der skal spares 267 millioner i 2020.