Annonce
Indland

Danmark hyrer ekstra toldere for at ruste sig til brexit

Fra næste uge begynder ansættelse af 50 nye toldere, så Danmark er klar, hvis briterne forlader EU uden aftale.

Omtrent 50 nye job vil fra i næste uge begynde at blive slået op under Skatteforvaltningen, skriver Politiken fredag.

Det sker, fordi Danmark får behov for ekstra toldere og folk til en række andre funktioner, hvis briterne ender med at vinke farvel til EU næste år uden en aftale om det fremtidige forhold med unionen.

Uden en aftale skal der told på tusindvis af britiske varer, hvis de skal ind i Danmark.

- Vi har besluttet at mande voldsomt op ved at ansætte 40-50 nye medarbejdere i Toldstyrelsen. Ansættelserne begynder allerede i næste uge, siger skatteminister Karsten Lauritzen (V) til avisen.

Mange af de ekstra medarbejdere bliver toldere, der skal lave kontrol af britiske varer ved grænsen. Andre skal vejlede danske virksomheder.

- Det haster med at få folk om bord. Er vi ikke velforberedt, kan det give store omkostninger for dansk erhvervsliv, siger Karsten Lauritzen.

Storbritannien ligger i forhandlinger om et fortsat samarbejde med EU-landene om en toldunion, efter at de vinker farvel til EU.

Men parterne er fortsat så langt fra at nå til enighed, at der er en reel risiko for, at briterne forlader EU uden en aftale 29. marts 2019.

Den danske regering håber, at der kan opnås en aftale. Men hvis ikke det lykkes, så skal de danske myndigheder til at stemple britiske varer med told.

Flere andre EU-lande er i fuld gang med samme manøvre. Politiken skrev 3. august, at myndighederne i Holland er i fuld gang med at hyre 930 ekstra toldere.

I Frankrig er rekrutteringen af flere hundrede ekstra toldere begyndt, og lignende tiltag er enten planlagt eller i gang i Irland og Belgien.

Erhvervsorganisationen Dansk Industri, DI, roser tiltagene.

- Det er god timing. Det kan være, der ikke kommer en aftale med Storbritannien, og så vil virkelig meget ændre sig for virksomhederne, siger Anders Ladefoged, som er DI's europapolitiske chef, til avisen.

/ritzau/

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Indland
Annonce
Annonce
Bolig
Lån dit værktøj og køkkengrej og spar penge
I stedet for at købe og opbevare ting, som kun sjældent bliver brugt, kan du låne dem på biblioteket, hos naboen eller på låneportaler på nettet. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her