Annonce
Indland

»Åbenhed må ind imellem vige for tungtvejende hensyn«

Sikkerhed og konkurrence kan betyde at man ikke offentliggør alle dele af kontraktoplysningerne i forbindelse med Obama-besøget, mener formand for Transparancy International Danmark, der arbejder for åbenhed og bekæmpelse korruption.

Barack Obama besøger SDU i Kolding den 28. september. Foto: AP/Thibault Camus

Offentligheden får ikke lov til at se alle dele af kontrakten med tidligere præsident Barack Obama, der besøger Kolding 28. september - og det kan der være en naturlig forklaring på, mener Natascha Linn Felix, der er formand for Transparency International Danmark.

Oluf Jørgensen, der er ekspert i mediejura ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole kaldte det onsdag »på kant med FN-konventionen om forebyggelse af korruption,« at oplysninger om økonomi og mailkorrespondancer ikke bliver offentliggjort. Men Natascha Linn Felix er ikke enig i den udlægning.

»Jeg er for åbenhed omkring, hvad offentlige midler bliver brugt til, men der kan i konkrete situationer være gode grunde til ikke at offentliggøre alt - blandt andet hensynet til forretningshemmeligheder og hensyn til den offentlige økonomiske interesse,« siger formanden for Transparancy International Danmark, der er en del af et verdensomspændende netværk af civilorganisationer, hvis overordnede formål er at bekæmpe korruption og bestikkelse overalt i verden.

»Stærkt problematisk«: Obama kræver total fortrolighed om sit besøg i Kolding

Der er ikke noget i sagen om Obama-kontrakten, som ifølge Natascha Linn Felix tyder på, at det er på kant med FN-konventionen.

»Det er normalt, at når offentlige instanser køber af private aktører, så er prisen ikke offentlig. Det handler om at beskytte konkurrencehensyn,« siger hun og uddyber, at det efter hendes opfattelse er tilfældet her, hvor » en offentlig instans, køber et højt profileret foredrag af en privat aktør.«

Hun peger desuden på, at der også kan være sikkerhedsforanstaltninger, som betyder, at offentligheden ikke skal have kendskab til visse kontraktoplysninger.

Ved Barack Obamas besøg på SDU i Kolding kommer 600 deltagere til at tage plads ved arrangementet. Det bliver en blanding af forretningsledere, studerende og fremtrædende personer.

Besøget er blandt andet støttet af Kolding Kommune med et beløb på 750.000 kroner. JydskeVestkysten har søgt aktindsigt i dokumenter vedrørende arrangementet, men Kolding Kommune har altså undladt at offentliggøre flere af disse dokumenter, hvilket har mødt kritik fra Oluf Jørgensen.

»Det er meget vigtigt, at der er offentlighed om betaling for ydelser, bidrag til finansiering og eventuelle modydelser - som i dette tilfælde med fribilletter (Kolding Kommune har fået 27 billetter, red.),« siger eksperten, der mener, »at princippet i, at hvis man tillader, at hemmeligholde eksempelvis modydelser i en sammenhæng, så kan det gå igen i andre sammenhænge.«

Og det har fået ham til at kalde det på »kant med FN-konventionen om forebyggelse af korruption.« Konventionen bygger på, at offentlighed er vigtigt for at forebygge korruption, og sætter retningslinjer for, hvordan offentlige myndigheder, sagsbehandler og politikere altid bør handle, med den vished om, at de skal kunne stå til offentligt regnskab for de dispositioner, de foretager. Hvilket ifølge Oluf Jørgensen bliver yderligere skærpet, når der er modydelser.

Men Natascha Linn Felix mener, at vi i Danmark har kontrolinstanser i form af revisionen i forhold til den slags kontrakter og indholdet, hvor man samtidig skal jonglere med hensynet til konkurrencen og sikkerhedsforanstaltninger.

»Jeg vil ikke sige, at det der er foregået i forbindelse med kontrakten på nogen måde er korruption. Om der ligger korruption af en eller anden slags i kontrakten, har jeg af gode grunde ikke nogen anelse om, men det har jeg heller ikke nogen grund til at tro, at der skulle være. Og det at man ikke kan få indsigt i den, det er ikke nødvendigvis tegn på korruption. Åbenhed må dog ind imellem vige for andre tungtvejende hensyn,« siger formanden.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Indland
Annonce
Annonce
Bolig
Danskernes design: Vi eksperimenterer på badeværelset, men køkkenet skal stadig være hvidt
Individualitet, farver og sanselighed er blandt nøgleordene, når blikket kastes på de nye køkkener og badeværelser. Det individuelle præg er centralt, ligesom behovet for at nyde materialer og design fylder. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her