Pernille Skipper vil også være statsminister
Enhedslisten bringer sig selv i spil som statsministerparti. Men partiet afviser at følge Alternativet og trække sine mandater ud af den politiske ligning.
Først var det Alternativet.
Nu melder også Enhedslisten sig klar til at række ud efter statsministerposten efter det kommende folketingsvalg.
Det er nemlig ikke en »naturlov«, at statsministeren i Danmark kommer fra enten Venstre eller Socialdemokratiet, lyder det fra Enhedslisten.
»Vores førsteprioritet er klart at danne en grøn, socialt progressiv regering til venstre for Socialdemokratiet. Det er det, vi går efter,« siger politisk ordfører Pernille Skipper (EL).
Og hun er selv klar til at tage statsministeransvaret.
Hvis der er et flertal i den røde blok, der ønsker en anden statsministerkandidat end Mette Frederiksen, så må Socialdemokratiet vælge, om de vil pege på Venstre eller en anden i den røde blok.Pernille Skipper (EL), politisk leder
»Det er jo en naturlig konsekvens,« siger hun.
Men der er en afgørende forskel på Enhedslisten og Alternativets statsministerdrømme, understreger Skipper igen og igen.
Forudsætningen er, at vælgerne giver partierne til venstre for Socialdemokratiet et markant rygstød.
»Hvis f.eks. Enhedslisten, SF og Alternativet tilsammen bliver større end Socialdemokraterne, så går vi efter at kunne danne regering – også gerne med Enhedslisten i spidsen. Derefter vil det være op til en konkret diskussion med partierne, hvordan det skal foregå,« siger Skipper.
Vil ikke følge Alternativet
I de seneste vægtede gennemsnit af meningsmålinger lavet af valgforsker Kasper Møller Hansen for Altinget, står SF, Alternativet og Enhedslisten tilsammen til at få 17,7 pct. af stemmerne, mens S alene kan mønstre opbakning fra 26,3 pct. af vælgerne.
Er det realistisk, at I tre partier overgår S ved næste valg?
»Jeg kan jo godt læse meningsmålinger. Men så langt er der heller ikke,« siger Skipper og fortsætter:
»Hvis det bliver som målingerne står nu, så er det ikke perspektivet. Så vil vi være nødt til at gå efter den statsministerkandidat, der giver Enhedslisten mest mulig indflydelse for vores mandater, og det vil formentligt være Mette Frederiksen (S).«
Lad os sige, at I tre partier får flere mandater end Socialdemokratiet. Er det så overhovedet realistisk at få S til at pege på en anden statsminister end Mette Frederiksen?
»Hvis der er et flertal i den røde blok, der ønsker en anden statsministerkandidat end Mette Frederiksen, så må Socialdemokratiet vælge, om de vil pege på Venstre eller en anden i den røde blok,« siger hun og fortsætter:
»Jeg tror, at Socialdemokratiet vil få meget svært ved at forklare dets vælgere og bagland, at det hellere giver Lars Løkke en tur mere i manegen.«
Skipper påpeger, at Enhedslistens søsterpartier i flere europæiske lande vinder frem.
Men lykkes det ikke at skabe den nødvendige fremgang for partierne til venstre for Socialdemokratiet, slår Pernille Skipper fast med syvtommersøm, at partiet peger på Mette Frederiksen som statsminister. Hun afviser at gøre som Alternativet, der helt vil trække sine mandater ud af spillet om regeringsdannelse efter et valg, hvis ikke Uffe Elbæk (AL) kan blive statsminister.
»Vi kommer aldrig nogensinde til at trække Enhedslistens mandater ud af ligningen,« siger Skipper:
»Hvis man gør det, risikerer man indirekte at støtte Lars Løkke og samtidig totalt at miste sine mandaters indflydelse. Det ville for mig at se være at svigte de titusindvis af mennesker, der stemmer på Enhedslisten. Det vil vi aldrig gøre.«
Men støtte til en S-ledet regering bliver ikke uden »politiske betingelser«, understreger Skipper.
»Vi afleverer ikke bare vores mandater hos en socialdemokratisk finansminister. Det gælder også på flygtninge- og udlændingeområdet. Men det jeg også vil sige i al stilfærdighed er, at vi ikke får en anden udlændingepolitik, hvis vi melder os ud af kampen og giver Løkke en runde mere.«
Men hvis I ikke vil trække jeres mandater ud af ligningen, hvad kan I så true med for at få jeres betingelser opfyldt?
»Hvis Mette Frederiksen ikke vil lytte til os, eller siger nej til betingelser eller enighed om retningen for en ny regering, kan konsekvensen være nyvalg. Men det kan aldrig være, at Enhedslisten passivt ser til, at Løkke træder ind på statsministerposten«.