Oldefar Mick Jagger rocker videre
75 år torsdag: Han kunne snildt trække sig tilbage og leve af sine penge. Men Mick Jagger er af en anden støbning. Han rocker stadig løs på scenen.
Publikum har ændret sig i takt med Mick Jagger.
Kroppen er langsommere, rynkerne flere, og håret har mistet glansen og er gråt, medmindre der kommer noget kulør i.
Jo, Mick Jagger og hans Rolling Stones er still going strong med koncerter verden over, selv om de er gamle mænd i 70’erne.
Det er mestendels stadig deres gamle publikum, der følger dem.
Det gør heller ikke noget, ser det ud til. For det er ”only rock'n roll”, og det kan vi godt lide.
Mick Jagger har i de seneste par år været i Danmark med sit band for at give koncert, og der er fuld knald på.
I 2014 spillede Rolling Stones på Roskilde Festival.
»I synger smukt,« sagde Mick Jagger på dansk til publikum, der kunne synge med på de mange hits fra det britiske band, som har været i business i over 50 år.
Blev dannet i 1962
I 2017 var Rolling Stones tilbage i Dannevang, denne gang i Parken. Anmelderne var delte. Nogle kaldte koncerten et »rockcirkus« og en »milliardforretning«.
Andre skrev, at koncerten var »ægte«.
Rolling Stones er et band, som man roligt kan betegne som erfarent.
Det blev dannet i 1962. Bandets første topplacering på den britiske hitliste kom i 1964 med ”Its all over now”. Året efter var det ”Satisfaction”, og derfra blev det bare ved og ved for Rolling Stones og forsanger Mick Jagger.
Det har også været et liv med masser af rejseri, alkohol og det, der er skarpere. Der er også løbet en del ægteskaber og andre parforhold igennem livet for rockmusikerne.
Mick Jagger har otte børn med fem forskellige kvinder. Han har også en stribe børnebørn, og i 2014 blev han oldefar.
Et par måneder inden oldebarnets fødsel oplevede han en tragedie, da hans kæreste siden 2001, L'Wren Scott, tog sit eget liv.
I øvrigt har bandet netop overstået en forårsturné, hvor der blandt andet har været koncerter i hjemlandet, i Tyskland, Frankrig, Polen og Tjekkiet.
/ritzau/