Fortsæt til indhold
Indland

Modstand mod vildsvinehegn vokser: »Hegnet er galimatias«

Over 1.100 har nu meldt sig ind i anti-vildsvinehegnsgruppe på Facebook.

Et 1,5 meter højt og 70 kilometer langt hegn, som skal holde vildsvin ude af Danmark og dermed mindske risikoen for svinepest, skal sættes op langs den dansk-tyske grænse. Det vedtog et flertal i Folketinget i juni.

Men flere og flere melder sig nu som modstandere af hegnet.

Et vildsvinehegn vil nemlig ikke være den bedste måde til at sikre sig mod svinepest, mener Hans Kristensen Lydersholm, som står bag Facebook-gruppen: »Vildsvinehegn - nej tak«. En gruppe, der lørdag har 1.138 støtter, og som ifølge Lydersholm vokser og vokser, fortæller han til Jydske Vestkysten.

»Min modstand går ikke ud på, at man ikke skal gøre noget i mod svinepest. For det skal man. Men jeg er imod, at man vil bygge et hegn, velvidende at der ingen dokumentation er for, at det virker. Det er fuldstændig galimatias at smide 80 millioner kroner i et hul, hvor man netop kunne bruge penge på at gøre noget effektivt. Beskidte lastbiler, der kører over grænsen, er et oplagt sted at starte,« siger Hans Kristensen, der selv er uddannet skov- og landskabsingeniør, til avisen.

Men ifølge Naturstyrelsen skal hegnet ses »som en del af indsatsen mod afrikansk svinepest.«

Hegnet skal forhindre, at vildsvin kommer til Danmark fra Nordtyskland og dermed »være med til at understøtte udryddelsen af vildsvin i den danske natur,« fremgår det på Naturstyrelsens hjemmeside.

Regeringen mener, at hegnet skal hjælpe med at være på forkant, da det kan få store konsekvenser for eksporten af svinekød, hvis afrikansk svinepest rammer Danmark, sagde miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V), da hegnet blev vedtaget.

»Sker det, må vi regne med, at en eksport på 11 milliarder kroner årligt lukker øjeblikkeligt. Det er noget, der betyder meget for vores velfærdssamfund. Det er noget, der betyder meget for arbejdspladser i Danmark. Derfor gør vi alt, hvad vi kan for at forhindre det. Vildsvinehegnet er med til at forhindre, at der løbende kommer nye vildsvin til Danmark fra Tyskland,« lød det fra ministeren.

Hegnet blev vedtaget i Folketinget i juni, og der er derfor blevet offentliggjort et udkast til tilladelse af anlæg af hegnet, som nu er i offentlig høring. Hans Kristensen håber, at mange vil gøre indsigelser mod projektet, og derfor er han ved at forberede Facebook-gruppens officielle høringssvar.

»Det er svært at gøre noget mod en politisk beslutning, men samtidig er det vigtigt, at vi viser modstanden mod hegnet,« siger han.

Høringsfristen er den 18. juli.