To pensionister, en blind kvinde, en ubestemmelig spray - muligvis mod sure tæer - og en vild øksemand

Det er to bekendte, der sidder på anklagebænken i retssal C i Nykøbing Falster.

Pensionisten B er den første, der ankommer. Han siger, at han ikke kan finde ro.

»Bare rolig B, det er snart overstået,« beroliger forsvareren.

Den 65-årige B sidder uroligt på en stol ved siden af sin forsvarer. Han er iført træsko, grå sokker, en åben sort fleece med en hvid undertrøje indenunder og sorte ovale briller. Han taler ustoppeligt – »det er helt forkert, jeg er her,« siger han.

Den anden tiltalte, førtidspensionisten L på 61 år, kommer lige til øllet. Han har et frisk ar i panden fra venstre tinding og skråt mod højre øje. Av.

»Hej B!« nærmest råber han som for at overdøve B’s ustoppelige, og til tider usammenhængende, ordsovs.

L går over mod ham.

»Husk nu, at den her retssag intet har at gøre med øksen, jeg fik i hovedet.« siger han.

B nikker.

En lugtfjerner

For at finde årsagen, til at L og B sidder i retten, skal vi tilbage til en forårsdag i april. Her ringede B’s telefon. I den anden ende af røret kunne han høre sin blinde veninde Grete, der virkede meget oprevet. Ifølge hende fordi hun var blevet slået af en mand, hvorefter hun i al hast var flygtet fra hans bopæl. Så hurtigt, at hun glemte sin jakke, hvor hendes pung og nøgler lå i. Grete turde ikke selv opsøge manden efter bataljen. Derfor bad hun B om at tage derhen og hente jakken.

På vej hen til manden rendte B ind i L. De to kender begge Grete og besluttede sig for at tage sammen derhen. Det var her, at L og B ifølge anklageskiftet skulle være kommet i håndgemæng med manden, da han åbnede døren.

De er tiltalt for at have slået, sparket og sprayet peberspray i ansigtet på ham. I vidneskranken sidder L.

»Hvor godt kender du forudrettede,« spørger anklageren.

»Ikke specielt godt. Lidt fra busstoppestedet – vi henter nemlig begge medicin inde på rusmiddelcentret i Nakskov,« siger L.

Anklageren vil vide, hvorfor L overhovedet tog over til manden. Det var måske også dumt, erkender han:

»Men jeg bliver bare så oprevet, når man ikke behandler handicappede ordentligt. Det er empati.«

Ifølge L åbner forurettede døren og virker udfarende. L siger, at der opstår tumult, og at forurettede slår ud efter ham, mens han forsøger at afværge. Da B og L omsider får jakken, går forurettede ind i sit hjem, mens han, ifølge de tiltalte, råber, at han vil smadre dem.

B forklarer, at han går tilbage mod hoveddøren for at forhindre forurettede i at komme ud.

»Og det er her, du sprayer peberspray?« spørger anklageren.

»Nej for pokker,« udbryder B: »Det var en Smællåf…«.

»En hvad for noget?« afbryder dommeren.

Forsvarer tager ordet og staver navnet på sprayen. Den hedder en S-m-e-l-l O-f-f.

»Det er en lugtfjerner til sure tæer,« siger B så.

B prøver med fagter at illustrere, hvordan han med sin ene hånd forsøgte at spærre døren og med den anden stak sin Smell Off ind gennem dørsprækken og gav »et par pift«. Efter episoden forlader L og B forurettedes hjem. Af politirapporten fremgår det, at forurettede følte sig for fuld til afgive vidneforklaring på aftenen for anmeldelsen. Fra vidneskranken fortæller betjenten, der lavede rapporten, at han måtte hive forurettede ud på gaden for at tale med ham, da han begyndte at hoste i entreen.

»Der var noget i luften, og det kunne godt være peberspray,« siger politimanden.

Øksehævn

Forurettede gør sin entre. Han er spinkel af bygning, iført joggingtøj og tøfler, som han træder ud af, da han sætter sig i vidneskranken. Ifølge forurettede begyndte B og L umotiveret at sparke og spraye peberspray i det øjeblik, han åbnede sin hoveddør. Han kan ikke huske, om han blev slået på kæben, som det står i anklageskriftet. Han siger, at han blev sparket på de venstre ribben. Han siger også, at det sved i ansigtet, efter at han var blevet udsat for sprayen.

På billederne fra skadestuen er der ingen tegn på vold udover lidt rødme i forurettedes nakke. Forurettede forlader igen retssalen.

»Har du haft noget at gøre med manden siden episoden,« spørger forsvareren L, der konsekvent har rystet på hovedet under forurettedes vidneforklaring.

»Nej da!« siger L.

»Jamen, var der ikke noget med en økse?«

»Nå ja. Altså, to dage efter bryder han ind hos mig og min kone, mens vi sover, og økser mig i hovedet,« siger L og peger på arret i panden.

Både L og B er tidligere dømt for vold – senest for otte år siden. Det, mener anklager, er en skærpende omstændighed. Han kræver, at de skal idømmes mellem 60 dage og tre måneders fængsel. Forsvareren kræver frifindelse. Hun kalder den forurettede for utroværdig og hans forklaring for genstridig. Bevisførelsen er utilstrækkelig, mener hun.

Dommeren og de to domsmænd forlader retssalen. L afbryder stilheden:

»Nøj, hvor er jeg nervøs. Puha, mand. Jeg er så bange for at blive dømt for noget, jeg ikke har gjort«.

Kort efter går døren op igen. B rejser sig besværet for at modtage dommen. Begge frifindes. Det er ikke ført tilstrækkeligt bevis, siger dommeren. De tiltalte smiler ikke. L’s øjne møder B’s. Han spørger, om B giver et lift hjem, men B siger, at han skal rende nogle ærinder i byen.

»Vi ses bare en anden gang,« siger L, men B er allerede på vej ud i friheden.

”Grete” er ikke den blinde kvindes rigtige navn.