Annonce
Indland

Udskrevet patient efter sag om madforgiftning: »Vi spiste rundstykker, ost og pålæg. Det er mærkeligt«

Fem ud af 11 patienter blev mandag udskrevet fra hospitalet efter sag om mulig madforgiftning.

Han var vært for ét af de måltider, der kan have sendt 11 ældre mennesker på hospitalet med symptomer på den alvorlige madforgiftnings-bakterie botulismus - også kendt som pølseforgiftning.

Nu er Rasmus Caspersen én af de fem personer, der er blevet udskrevet fra hospitalet.

Han fortæller til TV 2, at han ikke selv har haft symptomer, men at han har spist noget af den mad, der kan havde fremkaldt sygdommen.

Fem personer udskrevet efter symptomer på madforgiftning

»Det er en lang liste af almindelige ting, man får, når man inviterer gode venner på brunch og frokost. Rundstykker, ost og pålæg. Gængse ting, som alle sammen var købt i butikker her i Sønderborg. Det er mærkeligt,« siger han til mediet.

De 11 personer var en gruppe pensionerede kolleger, der alle er i 80'erne. De indtog to måltider sammen, inden de blev syge, heriblandt hos Rasmus Caspersen og hans kone.

Rasmus Caspersen har derfor indleveret alt det mad, der er tilbage, til Fødevarestyrelsen, der stadig jagter smittekilden.

11 personer er indlagt med symptomer på alvorlig madforgiftning i Sønderjylland

Fødevarestyrelsen oplyser mandag morgen, at den venter på svar fra de prøver, som er indsamlet fra resterne af selskabets middag.

Mandag bekræftede Bjarne Dahler-Eriksen, direktør i Sygehus Sønderjylland, at alle 11 personer er i bedring.

Flere af patienterne lå søndag aften til observation på intensivafdelingen efter at have haft symptomer som kvalme og synsforstyrrelser.

Personerne blev indlagt på flere forskellige sygehuse, heriblandt Sønderborg Sygehus, Odense Universitets Hospital, sygehuset i Flensborg samt Rigshospitalet.

Sønderborg Sygehus indkaldte ekstra personale til at håndtere det, der blev betegnet som en krisesituation.

De danske myndigheder registrerer normalt mellem nul og to tilfælde af botulismus i Danmark om året.

De typiske symptomer er kvalme, opkast, almen utilpashed, synsforstyrrelser og begyndende lammelser.

Følg
Jyllands-Posten
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Indland
Annonce
Annonce
Test: Suveræn letvægtslaptop med skærm til kanten
Huawei har skabt en let og lækker bærbar med ydelse til det tunge arbejde, skærm der fylder hele rammen samt et imponerende lydsystem med Dolby Atmos 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her