Fortsæt til indhold
Indland

Hpv-vaccine: Markant fald i kræftforstadier hos unge piger

Et nyt studie dokumenterer, at vaccinen virker. Den første vaccinerede årgang har 40 pct. færre tilfælde af svære celleforandringer.

Den omstridte hpv-vaccine virker. Sådan lyder konklusionen fra forskere fra Københavns Universitet, der som de første i verden har undersøgt hpv-vaccinens effekt på en hel årgang.

Forskerne har fulgt den første årgang af vaccinerede piger født i 1993, som nu er voksne og har været til første screeningsundersøgelse for livmoderhalskræft. Det viser sig, at de har 40 pct. færre tilfælde af svære celleforandringer, der er hpv-udløst og kan føre til livmoderhalskræft, end den 10 år ældre årgang, der ikke er tilbudt gratis vaccine.

Det er jo ubestridt positivt og viser, at vaccinen virker. Det er en markant understregning af, at det er vigtigt at lade sig vaccinere.
Jesper Fisker, adm. direktør i Kræftens Bekæmpelse

»Den vaccinerede årgang har virkelig haft glæde af vaccinen. Betydeligt færre har forstadier til livmoderhalskræft, vaccinen sparer rigtig mange unge for en keglesnitoperation, lige som vi forventer, at langt færre senere udvikler livmoderhalskræft,« siger professor i epidemiologi på Københavns Universitet, Elsebeth Lynge.

Hun står sammen med forsker Lise Thamsborg bag undersøgelsen, der netop er offentliggjort i International Journal of Cancer.

De undersøgte piger blev vaccineret som 15-årige. Og forskerne forventer i fremtiden at se endnu større effekt, eftersom vaccinen nu tilbydes 12-årige - altså før pigernes seksuelle debut.

Det glæder Jesper Fisker, Kræftens Bekæmpelses adm. direktør, - særligt i lyset af de senere års udbredte frygt for bivirkninger og vaccineskepsis:

»Det er ubestridt positivt og viser, at vaccinen virker. Det er en tydelig understregning af, at det er vigtigt at lade sig vaccinere.«

78 pct. af 1993-årgangen blev hpv-vaccineret, derefter toppede tilslutningen med 92 pct. af piger født i 2000, men faldt brat efter bivirkningsdebatten til 57 pct. af 2005-årgangen.

På Odense Universitetshospital kalder professor, overlæge, dr. med., Jan Blaakær, resultaterne for »meget flotte og vigtige«. Han advarer dog mod at neddrosle screeningsundersøgelser og glemme de ældre, uvaccinerede kvinder.

Forskerne fandt en uventet stigning i lette celleforandringer hos den vaccinerede årgang. Den forklares formentlig med en ny og langt mere følsom undersøgelsesteknologi, som fanger flere celleforandringer, der ville forsvinde af sig selv.