Fortsæt til indhold
Indland

Dagspressens dr.phil.

70 år torsdag: Anne Knudsen gik fra universitet til mediebranchen og skabte en publicistisk succeshistorie.

Denne signatur ved efterhånden en del om den korsikanske mafia.

Og hvordan det føles at vokse op med isbjørne. Og at viden og personlighed er hædersmærkerne for enhver dygtig skribent.

Det er nemlig nogle af de afledte effekter af at have arbejdet for Anne Knudsen.

En ikonisk redaktør, der som chef praktiserede absolut frihed under lige så absolut ansvar til de ansatte og insisterede på, at betalt kvalitetsjournalistik og velskrevet viden var værd at satse på.

At hun derudover er et selskabsmenneske, der gerne deler ud af sin viden, fører til paratviden af den førnævnte kaliber.

Anne Knudsen er uddannet mag.scient. i antropologi fra Københavns Universitet 1981 på en afhandling om det nordvestlige Afrikas historie, og allerede i 1989 blev hun dr.phil. på en disputats om blodfejder på Korsika i 17- og 1800-tallet.

I den brede offentlighed blev hun kendt for bestselleren ”Her går det godt, send flere penge” (1996), hvori hun som en af de første påpegede, at drenge trives dårligere i det moderne uddannelsessystem end piger.

Og hun argumenterede videre for absurditeten i, at magtudøvelsen i velfærdsstaten ligger i kvindernes hænder, men at kvinder alligevel føler sig uden ansvar og uden magt.

Succes på Weekendavisen

Efter at have udgivet flere bøger om europæisk kultur og historie forlod hun i 1996 universitetet for at blive kronikredaktør på Politiken, senere skribent på Weekendavisen, dernæst sammen med Frank Esmann vært på den første udgave af DR2’s Deadline og endelig i 1998 chefredaktør på Weekendavisen.

Den post bestred hun frem til den 1. januar 2017, og under hendes ledelsestid oplevede avisen en sand storhedstid med læserfremgang og solide overskud.

Mens store dele af branchen forivrede sig med udsigtsløse digitale satsninger og gratisaviser, gik hun den anden vej og satsede på en stadig dyrere printavis, der i hendes tid blev udvidet med videnskabssektionen Ideer og børnesektionen Faktisk.

Anne Knudsen er gift og har tre voksne børn og fire børnebørn. Fødselsdagen fejrer hun med sin nærmeste familie og en lille håndfuld nære venner.

Denne skribent vil bruge dagen på at sende både hende, korsikanerne og isbjørnene en tanke.

Anne Knudsen, dr.phil., publicist og forfatter, København