Fortsæt til indhold
Indland

Politibetjent blev selv visiteret: Jeg er sikker på, det var på grund af min hudfarve

Politiassistent Sarmad Mochlif følte sig krænket, da politiet stoppede ham og visiterede ham uden nogen grund.

Sarmad Mochlif var ude og køre en tur med sine venner på Københavns Vestegn i en ældre Toyota Celica, da de pludselig blev stoppet af politiet.

Betjentene visiterede de unge mænd og fandt ingenting, fordi fyrerne med Sarmad Mochlifs egne ord alle sammen »er lovlydige borgere.«

Han kalder episoden diskriminerende og trist, og han mener, at den er et symptom på et stort problem, som det danske politi bør tage meget alvorligt. Det fortæller han i DR-dokumentaren ”I Politiets vold: Mørk og Mistænkt”.

»Jeg er helt sikker på, at det var vores hudfarve og vores etniske baggrund, som gjorde, at de tænkte, at der var nok et eller andet at komme efter. Det var deres fordomme. Jeg følte mig krænket, fordi jeg på en eller anden måde blev dæmoniseret. Jeg havde jo ikke gjort noget,« siger Sarmad Mochlif, der på daværende tidspunkt var elev ved politiet.

Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at der bestemt er noget om snakken. I 2014 var der 65 til 70 procent højere risiko for at blive sigtet for noget, man ikke blev dømt for, hvis man var indvandrer eller efterkommer af indvandrere med ikke vestlig baggrund.

Samme år havde indvandrere og efterkommere desuden 86 til 88 procent større risiko end etniske danskere for at blive anholdt uden efterfølgende at blive dømt.

Sarmad Mochlif er vokset op i Danmark og har rødder i Irak. Han arbejder i dag som politiassistent ved Midt- og Vestjyllands Politi, og han påpeger, at betjentene, der visiterede ham, på ingen måde overholdte reglerne for, hvornår politiet må tilbageholde folk.

Politiet skal have en konkret mistanke om, at en person har gjort noget ulovligt, før de må foretage en visitation. I dokumentaren kommer det desuden frem, at visitationen heller ikke efterfølgende blev oprettet som en sag hos politiet, hvilket også er imod reglerne.

Sarmad Mochlif sagde i situationen ikke noget om, at han selv var ved at uddanne sig til politibetjent, og han klagede heller ikke siden over behandlingen. Han var flov og bange for at bliver gjort til det sorte får i politiet.

Rigspolitiet afviser overfor DR at kende til problemer med forskelsbehandling.

»Jeg kan hverken afvise eller bevise det. Jeg kan se, at meget få klager over at blive forskelsbehandlet af dansk politi,« siger Svend Larsen, politidirektør i Rigspolitiet.

Politidirektøren henviser til Den Uafhængige Politiklagemyndighed, som dog fortæller til DR, at de ikke fører statistik over klager vedrørende diskrimination.