Politiet: »Vi er klar med fuld opbakning, så snart christianitterne beder om det«
På politigården i København hilser man blokeringen af Pusher Street velkommen.
Den åbenlyse hashhandel har siden tirsdag morgen har været afbrudt, og Pusher Street er skærmet af med hegn, sort stof og presenninger. På hegnet hænger et skilt med skriften: »Pusher Street er lukket de næste par dage. Vi åbner til en mere hyggelig gade.«
Flere christianitter fortæller, at der er igen er opstået utilfredshed med hashhandlen blandt fristadens beboere.
»De sidste par år er der kommet flere og flere folk ude fra, som sælger i ”gaden”. Det er bandefolk, som ikke har nogen anden tilknytning til Christiania,« siger en, som bemærker, at flere bandefolk betyder flere »uheldige episoder og flere politiaktioner.«
»Nu er planen at få lidt ro på og diskutere situationen igennem,« siger en anden. De oplyser, at der tirsdag klokken 17.00 skal afholdes et såkaldt fællesmøde i Pusher Street.
Vicepolitiinspektør i Københavns Politi og leder af Operativ Specialafdeling, Lars-Ole Karlsen, hilser blokeringen af Pusher Street hjerteligt velkommen, siger han til Jyllands-Posten.
»Vi håber, det så bliver ved med at være sådan, at der ikke bliver solgt hash på Christiania. Vi er klar med fuld opbakning, så snart christianitterne beder om det,« siger han.
Han bekræfter, at der i Pusher Street er massiv bandekriminalitet – og at denne har udviklet sig.
»Vi har i lang tid konstateret tilstedeværelse fra Hells Angels, men nu har vi også konstateret, at Satudarah (rockergruppering, red.) også arbejder i gaden,« siger Lars-Ole Karlsen.
Han understreger, at christianitterne ikke selv har taget kontakt til politiet i forbindelse med dagens aktion.
Ifølge Berlingske har politiet i 2018 foretaget mere end 100 aktioner mod Pusher Street, og at der hver dag er op mod 40 aktive hashboder i gaden. Samtidig beslaglægges der mere hash og flere kontanter i øjeblikket end de foregående år.
Siden den 1. januar 2018 har politiet beslaglagt 44.325 joints, 207 kilo hash og 2,7 millioner kroner i kontanter i Pusher Street. Man har desuden fundet en pistol og en håndgranat.