Milliongave sikrer nyt bademekka i Københavns havn
Et nytegnet vandkulturhus skal åbne på Papirøen i København i 2021 takket være milliongave fra Nordea-fonden.
Københavnerne kan glæde sig til et splinternyt bade- og kulturmødested ved vandet.
Det står klart, efter Nordea-fonden har doneret hele 300 mio. kr. til et kommende vandkulturhus på Papirøen i København.
Milliongaven betyder, at byggeprojektet bliver en realitet.
Det nye vandkulturhus er tegnet af Kengo Kuma & Associates / Cornelius Vöge, men opførelsen var afhængig af støtte fra private fonde.
Overborgmester Frank Jensen (S) er lykkelig mand:
»Papirøen skal også fremover være et af Københavns folkelige samlingssteder. Med Nordea-fondens støtte kan vi nu opføre Kengo Kuma & Cornelius Vöges enestående vand-kulturhus, så Papirøen også fremover vil være et helt unikt og åbent sted for alle københavnere og byens gæster. Det synes jeg er fantastisk,« siger han i en pressemeddelelse.
Nordea-fonden er glad for at være med til at »realisere visionen om at opføre et vandkulturhus i verdensklasse,« siger bestyrelsesformand Peter Schütze.
Det nye vandmekka ved siden af Operaen overfor Skuespilhuset skal efter planen åbne i 2021.
Projektet har været undervejs siden foråret 2015, hvor Københavns Kommune afholdt en idékonkurrence om en ny kultur- og fritidsfunktion på Papirøen.
Blandt borgernes indsendte forslag valgte kommunen at arbejde videre med ideen om at etablere en svømmefacilitet.
Kultur- og fritidsborgmester i København, Niko Grünfeld fra Alternativet, sender en stor tak til Nordea-fonden for den »generøse donation«.
»Med vand-kulturhuset på Papirøen får københavnerne ikke alene flere muligheder for at svømme, såvel inde som ude, på en helt fantastisk lokation. Vand-kulturhuset bliver med sin spektakulære arkitektur og placering ved havnen også et nyt kulturelt mødested, der henvender sig til alle københavnere, fra morgenbaderen til skoleklassen og foreningerne,« siger han.