Fortsæt til indhold
Indland

Aarhus Universitetshospital skal nedlægge op til 350 stillinger: Flere overlæger og sygeplejersker risikerer fyreseddel

Danske Patienter frygter, at besparelserne kommer til at gå alvorligt ud over patientsikkerheden og i sidste ende kan føre til dødsfald.

25 overlæger, 205 sygeplejersker, 35 bioanalytikere, 40 sekretærstillinger og mange andre.

Aarhus Universitetshospital (AUH) skal svinge sparekniven over foreløbigt 350 stillinger i bestræbelserne på at finde luft i budgettet, og nu står det yderligere klart, hvem der formentligt kan forvente at få en fyreseddel.

Det fremgår af et nyt skriftligt svar, som regionrådsformand Anders Kühnau (S) har sendt til speciallæge og næstformand i Psykiatri-Listen, Mikkel Rasmussen, ifølge TV2 Østjylland.

Selvom Anders Kühnau i det skriftlige svar forsikrede om, at "gennemførelsen af besparelserne ikke må forringe patientsikkerhed og behandlingskvalitet", vækker det stadig voldsom bekymring.

Næstformand i Psykiatri-Listen, Mikkel Rasmussen, er bange for, at besparelserne rammer både patienternes tarv og medarbejdernes arbejdsmiljø. En bekymring, han deler med patientforeningen Danske Patienter.

»Hvis man laver besparelser i den her størrelsesorden, så kommer det til at gå alvorligt ud over patienterne. Når der kommer ekstra pres på sundhedsvæsenet, så ved vi, at det i sidste ende kan føre til at alvorlige fejl og dødsfald,« sagde direktør for Danske Patienter, Morten Freil, til TV2 Østjylland.

Tidligere på måneden kom det frem, at Aarhus Universitetshospital i år skal finde besparelser for samlet 300 mio. kr. i forbindelse med udflytningen til supersygehuset i Skejby, hvilket var 80 mio. mere end de planlagte besparelser.

Allerede dengang varslede hospitalsdirektøren Poul Blaabjerg, at besparelserne kunne føre til nedlæggelse af flere stillinger - dog uden at røbe præcist hvilke.

»Vi kan ikke undgå, at de her besparelser vil koste arbejdspladser. Der vil blive 350-400 færre stillinger, end der var for ca. halvandet år siden,« sagde Poul Blaabjerg til Jyllands-Posten.

»Dog er vi meget opmærksomme på, at besparelserne ikke skal gå ud over vores patienter og vores kerneydelser,« lød det yderligere.