Annonce
Indland

Sirener hyler med mere enkelt budskab end tidligere

Når Beredskabsstyrelsen onsdag tester landets sirener, har lyden en ny og mere enkel betydning for borgerne.

Arkivfoto: Jens Dresling

- Gå ind og søg information hos DR og TV2.

Sådan lyder beskeden, hvis landets sirener hyler. Det meddeler Beredskabsstyrelsen forud for "Store Hyledag", som er dagen, hvor alle landets sirener bliver testet. Det sker onsdag.

Budskabet er blevet mere enkelt end året før, hvor beskeden lød, at man skulle gå ind, lukke døre, vinduer og ventilationsanlæg og søge information.

- Grunden til, at vi har ændret budskabet, er, at det førhen var meget langt og svært at huske. Og så er det ikke i alle situationer, at man skal lukke døre, vinduer og ventilationer, siger Lars Aabjerg Pedersen, der er fungerende kommunikationschef i Beredskabsstyrelsen.

- Sirenerne kan ikke sige, hvad der er sket. De kan kun sige en lyd. Så derfor er det vigtigt, at man går ind og søger information om, hvad der er sket, og hvad man skal gøre, siger han.

Sirenerne blev efter Anden Verdenskrig brugt, hvis der var risiko for luftangreb. Dengang skulle man søge under jorden i beskyttelsesrum, hvis hylene lød.

I dag bliver sirenerne oftest brugt i forbindelse med brande eller kemikalieudslip. Det er for det meste kun få sirener, der bliver tændt, og i 2017 var der tre tilfælde, hvor det var nødvendigt at tænde sirenerne i lokale områder.

Sirenealarmer bliver altid fulgt op af advarsler på sociale medier, pressemeddelelser og beredskabsmeddelelser.

Alarmcentralen oplever et større antal henvendelser, når sirenerne lyder - også den dag, de bliver testet. Derfor understreger Beredskabsstyrelsen, at man ikke skal ringe 112, hvis man hører sirenerne.

- Der er mange, der ringer 112, fordi de bliver bange og ikke ved, hvad der foregår. 112 skal man kun ringe til, hvis man selv eller en i nærheden er i akut fare, så man ikke spærrer linjen, siger Lars Aabjerg Pedersen.

Det er onsdag klokken 12, at sirenerne landet over vil blive testet. Samtidig tester Beredskabsstyrelsen også appen Mobilvarsling.

/ritzau/

Følg
Jyllands-Posten
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Indland
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her