Efter endnu 35 timers forhandling: OK-aftale på plads for 180.000 statsansatte
Forhandlerne på statens område landede lørdag en overenskomstaftale for de cirka 180.000 statsansatte.
Forhandlerne på statens område har lørdag aften landet en overenskomstaftale for de cirka 180.000 statsansatte, oplyser forhandlerne foran Forligsinstitutionen.
Dermed kan en konflikt afblæses for de statsansatte, som blandt andet er gymnasielærere, præster, politibetjente og medarbejdere i ministerier og styrelser.
Aftalen indeholder en lønramme på 8,1 procent, en sikring af spisepausen samt en fjernelse af privatlønsværnet.
Aftalen er landet efter måneders forhandlinger, og senest en slutspurt med 35 timer i Forligsinstitutionen, hvor parterne mødtes fredag morgen klokken 10.
Forliget på statens område var det eneste, som manglede i denne omgangs forhandlinger.
Innovationsminister Sophie Løhde siger lørdag aften efter forhandlingerne er afsluttet i Forligsinstitutionen at den aftale, der er kommet, er en aftale som begge parter kan være tilfredse med. Aftalen sikrer de offentlige ansatte en lønramme på 8,1 pct. over de næste tre år samt en sikring af den betalte spisepause.
»Det er først og fremmest en god aftale, som begge parter kan se sig selv i. Forliget giver en afklaring omkring den meget omtalte spisepause, og en markant lønforbedring for alle elever og lærlinge i staten,« siger Sophie Løhde til TV 2 News.
For chefforhandler på på vegne af lønmodtagerne på det statslige område, Flemming Vinther, er der også stor tilfredshed med den aftale, der lørdag er indgået på det statslige område
»Vi kom ind med tre krav, og vi kommer ud med tre krav, der er opfyldt. Der er sikret spisepause, der er sikret en lønstigning. Vi startede på 8,17 og vi landede på 8,10, det synes vi er meget godt,« siger han til TV 2 News.
Flemming Vinther forklarer også, at der aldrig har været en ønske om en eventuel konflikt på det statslige område, og at den aftale, der er lavet, tilgodeser de krav, der blev stillet fra lønmodtagernes side fra starten.
»Der er jo ikke nogen, der ønsker en konflikt. Det er der jo ikke nogen af os, der har ønsket på noget tidspunkt. Vi har vist, at den danske model virker. Det er de her forslag, vi har stillet vores medlemmer til udsigt, og jeg håber virkelig, at de stemmer for aftalen,« siger han.
Natten til onsdag faldt de første brikker på plads, da der blev indgået en aftale mellem fagforbund under LO og Danske Regioner om en aftale for en del af de regionalt ansatte.
Først natten til lørdag blev en aftale klar for de sidste regionalt ansatte.
Kommunerne er den største gruppe af offentligt ansatte, og de fik fredag middag er forlig for sine 500.000 ansatte, som blandt andet indebærer en lønramme på 8,1 procent, en sikring af spisepausen, mens en aftale om lærernes arbejdstid blev udskudt.
Særligt de ansattes spisepause har været en af de helt store knaster i forhandlingerne.
Sophie Løhde er også godt tilfreds med aftalen, der ifølge hende er et udtryk for, at Danmark har en økonomisk fremgang, der netop tillader, at de statslige ansatte altså kan få lønstigninger over de næste tre år.
»Det er et økonomisk forsvarligt forlig, men det er også et forlig, hvor de offentligt ansatte kommer til at mærke, at det her er et land, der er i økonomisk fremgang. For mig er det fuldstændigt underordnet i hvilken rækkefølge vi kommer i mål, bare vi kommer i mål allesammen. Vi mener, at vi kan være tilfredse med et rigtig godt resultat,« siger hun.
Parterne i stat, regioner og kommuner opgav i slutningen af februar selv at blive enige om nye overenskomster. Siden har parterne løbende holdt møder i Forligsinstitutionen, inden de blev enige.
Der har været varsler om strejke og lockout, og sidste deadline for at lande en aftale var 1. maj. Men nu kan en storkonflikt altså afblæses.
Overenskomstaftalerne skal dog, før de er gældende, sendes til afstemning hos både arbejdsgivere og lønmodtagere.