Annonce
Indland

FOA vil have en aftale i hus - også hvis den bliver uden lærerne

Der begynder at være revner i musketereden. FOA kalder på realistiske krav fra lærernes side.

FOA's formand Dennis Kristensen er ikke afvisende overfor at lande en aftale uden om lærerne, sådan som flere lokalformænd ytrer ønske om. Her ses han foran Forligsinstitutionen på Sankt Annæ Plads i København den 12. April. Foto: Òlafur Steinar Gestsson .

Forhandlingerne begynder at spidse til, og en storkonflikt nærmer sig.

Tirsdag udløber den tidsfrist, som forligsmanden har fastsat for overenskomstforhandlingernes parter, og hvis ikke der bliver fundet en løsning inden da, eller hvis tidfristen ikke udskydes endnu engang, så ender Danmark i enten strejke eller lockout.

Skal vi have konflikt? Her er tre mulige scenarier

Det har fået det til at ulme i flere af FOA's lokalafdelinger. En række lokalformænd er utålmodige og opfordrer nu til, at der bliver indgået en aftale udenom lærerne, der stadig forhandler om deres arbejdstid. Det skriver TV2.

»Der er en opfattelse af, at alle skal have fået alt, hvad de har bedt om og krævet, før vi kan indgå et forlig. Sådan er det ikke. Verden er et sted, hvor vi skal bøje os for hinanden, sådan er det også i forhandlinger, og det tænker jeg også, vi kommer til her,« siger Kristian Gaardsøe, der er formand for FOA i Nordjylland, til TV 2.

FOA's formand Dennis Kristensen er lydhør overfor idéen, idet han mener, at det vigtigste er, at FOA's medlemmer sikres en lønstigning.  Ifølge ham er det værd at overveje en aftale uden lærerne, hvis det kan bringe FOA i nærheden af nogle interessante resultater.

Lønmodtagernes fagbevægelser er ellers gået til forhandling under sloganet "En løsning for alle", og har indtil nu insisteret på at overholde den såkaldte musketered, der betyder, at fagforbundene kun vil indgå én samlet aftale.

Men FOA's lokalformænd mener ikke, at parterne skal stå sammen for en hver pris. De efterlyser nogle mere realistiske krav fra lærernes side, da de ellers frygter, at der slet ikke bliver nogen aftale.

Formanden for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, mener dog ingenlunde, at lærernes krav er hverken urealistiske eller urimelige. Han opfordrer fagbevægelserne til fortsat at stå sammen og overholde musketereden.

»Vi har sandelig givet os rigtig langt. Jeg tror ikke, at mange andre faggrupper ville tilbyde det, vi har tilbudt, for at prøve at komme i mål. Det er vigtigt, at vi ikke underminerer det for hinanden,« siger han til TV2.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
FOA
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Indland
Annonce
Annonce
Bolig
Lån dit værktøj og køkkengrej og spar penge
I stedet for at købe og opbevare ting, som kun sjældent bliver brugt, kan du låne dem på biblioteket, hos naboen eller på låneportaler på nettet. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her