Fortsæt til indhold
Indland

Kim Walls forældre har fundet en måde »at overleve på«

Kim Walls forældre oprettet fonden i datterens navn for at sikre hende et værdigt eftermæle, siger de i interview med TV 2.

Den afdøde svenske journalist Kim Walls forældre har besluttet sig for at give et sjældent tv-interview, men én ting vil de ikke tale om:

Peter Madsen, der er tiltalt for at have slået deres datter ihjel under en tur på hans ubåd Nautilus i august 2017, men som nægter sig skyldig i drab.

»Det navn vil vi ikke nævne,« siger Kim Walls far i interviewet med TV 2’s kriminalmagasin ”Station 2”.

Til gengæld vil forældrene gerne forklare, hvordan de har forsøgt at komme videre efter deres livs største tragedie.

Én af de ting, der har holdt dem oppe, er arbejdet med mindefonden i Kim Walls navn, der uddeler penge til kvindelige journalister, forklarer de.

»Vi kæmper for at give Kim Wall et værdigt eftermæle. Hun skal ikke kun huskes som et offer. Hun skal huskes for alt det gode. Det menneske og den dygtige journalist, hun var. Det skal ske gennem fonden. Og på den måde er fonden blevet vores måde at overleve på«, siger faren i interviewet.

Han kalder arbejdet med fonden for »en kreativ opgave«, der fungerer som en slags »ventil« for forældreparret.

Forældrene forklarer samtidig, at de mødte op i retten under sagen mod Peter Madsen for at repræsentere deres datter, og at de har tillid til det danske retssystem.

Både Kim Walls mor og far har udtalt sig som vidner under retssagen, fordi de har søgt om erstatning.

Her forklarede moren blandt andet, at:

»Det et helt andet liv, jeg lever nu. Ligegyldigt hvad vi gør, om vi tænder for fjernsynet eller for radioen, eller om vi bare skal ned og købe mælk, så mødes vi af det alle steder. Det har også ført til, at vi næsten ikke har noget privatliv mere.«

Hun forklarede samtidig, at »den massive mediedækning har været forfærdelig«.

Ifølge en medieoptælling er der siden den 19. august 2017 blevet skrevet flere end 69.000 artikler om sagen.

Kim Walls forældre har krævet en økonomisk erstatning, og bistandsadvokaten forklarede, at hun har nedlagt en påstand om en erstatning på 150.000 kr. til både Kim Walls forældre og til hendes kæreste.

Hverken forsvarer eller anklager havde nogle indvendinger mod kravet.