Annonce
Indland

Låneudbyder i 3.200 webshops skal betale penge tilbage til forbrugere

Er du en af dem, som har betalt strafgebyrer på 39 kr. til Viabill. I så fald kan du nu se frem til at få dine penge tilbage.

Det lyder fristende, når låneudbyderen Viabill tilbyder rente- og gebyrfri lån til kunderne i 2.200 danske webshops. Problemet er bare, at virksomhedens opkrævning af strafgebyrer ved for sene indbetalinger ifølge Sø- og Handelsretten er ulovligt.

Aarhus-firmaet Viabill har i de seneste år drevet en lukrativ forretning med millionoverskud ved at udstede strafgebyrer til kunder, der køber varer på afbetaling med rente- og gebyrfrie lån, men nogle af pengene skal virksomheden nu betale tilbage til kunderne.

Det fastslår en dom fra Sø- og Handelsretten. Her blev virksomheden fredag formiddag dømt for uberettiget at have opkrævet gebyrer i en sag anlagt af Forbrugerombudsmanden.

En af dem, der kan se frem til at få penge tilbage er Kristoffer Almstrup Nielsen fra Frederiksberg. Han købte for 212 kr. i webshoppen Bevco.dk. Indkøbet omfattede bl.a. en ramme Faxe Kondi. Låneudbyderen Viabill, som samarbejder med 3.200 andre butikker på nettet, tilbød at finansiere købet med et rente- og gebyrfrit lån. Det sagde han ja tak til. Mest for sjov, for han var nysgerrig og ville finde ud af, hvad Viabill er for noget.

Det fortrød han dog, for han kom til betale 560 kr. tilbage. Det var nemlig ikke gået op for ham, at han skulle betale ydelsen senest den 20. i hver måned, og da han ikke gjorde det, lagde Viabill et gebyr på 39 kr. oveni. Det fortsatte måned efter måned, inden han opdagede det.

Noget svineri

Det, syntes han, var noget svineri, og det var forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen enig i. Hun anlagde sag mod selskabet ved Sø- og Handelsretten for ulovligt at hæve gebyrerne på forbrugernes konti, når forbrugerne betalte deres månedlige ydelser for sent. Efter hendes opfattelse overtrådte selskabet god markedsføringsskik ved at opkræve det såkaldte auto-pay-gebyr på 39 kr. for at hæve forsinkede betalinger på forbrugernes betalingskort.

Sø- og Handelsretten har givet Forbrugerombudsmanden medhold og har pålagt Viabill selv at tilbagebetale opkrævne autopay-gebyrer og at tilbagebetale opkrævne reminder-gebyrer efter krav fra den enkelte forbruger.

Dommen fastslår, at når en forbruger er i misligholdelse med en betaling, regulerer renteloven udtømmende, hvilke inddrivelsesomkostninger forbrugeren kan blive opkrævet. Det betyder, at virksomheder højst kan opkræve tre rykkergebyrer på 100 kr., og at det er et krav, at der hver gang sendes en rykkerskrivelse til forbrugeren.

Ulovlig forretningsmodel

Forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen glæder sig over, at Sø- og Handelsretten har fastslået, at den forretningsmodel, som Viabill har benyttet, ikke er lovlig.

»ViaBill har tjent penge på at opkræve gebyrer, fordi folk ikke har betalt deres månedlige afdrag på deres kassekredit, men da det ikke var rykkergebyrer, var de i strid med renteloven,« siger hun.

Låneudbyderen Viabill er blevet stævnet af Forbrugerombudsmanden. Screenshot

Retten fastslår samtidig, at forbrugerne har krav på at få direkte besked, når en virksomhed sender rykkeropkrævninger.

»Det har Viabills kunder ikke fået. Viabill har altså uretmæssigt trukket penge fra forbrugernes konti, og kunderne har derfor krav på at få deres penge retur,« siger Christina Toftegaard Nielsen.

Burger på afbetaling: Bliv trukket 39 kr. hver måned ved for sen betaling

»Uanset hvilke vilkår, man som virksomhed stiller op for sine kreditaftaler, kan man ikke skrive sig ud af de forbrugerbeskyttende regler i renteloven. Har forbrugeren underskrevet vilkår, der stiller dem dårligere end renteloven, er vilkårene ugyldige,« siger hun.

Hos en lang række danske webshops tilbyder Viabill kunderne en afbetalingsordning, så købene kan foretages med en kredit. Kreditten afvikles som udgangspunkt over 24 måneder. Viabill har ifølge forklaringen i retten mellem 130.000 og 140.000 aktive kunder og tilbyder betaling med kassekredit i knap 3.200 forskellige webshops.

Hos Viabill tager direktør Jan Lytje dommen til efterretning. Han fortæller, at man nu er i gang med at gøre det samlede beløb op, som skal tilbagebetales.

»Vi har den største interesse i, at vores mange brugere har en rigtig god betalingsløsning og kan bruge den så mange steder som muligt. Derfor accepterer vi naturligvis det, som retten er kommet frem til, og de brugere, der er berettiget til det, får nu deres gebyrer tilbage, siger han.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Indland
Annonce
Annonce
179 km i ufattelig skønhed: Her tager den grønne ø sig smukkest ud
Ringen rundt om Kerry begynder i Killarney og er en af de smukkeste ruter i Irland. En 179 km lang rundtur om Iveragh-halvøen i et evigt skiftende landskab af søer, bjerge, bakker, enge, strande, klipper og hav. 
Se flere
179 km i ufattelig skønhed: Her tager den grønne ø sig smukkest ud
Ringen rundt om Kerry begynder i Killarney og er en af de smukkeste ruter i Irland. En 179 km lang rundtur om Iveragh-halvøen i et evigt skiftende landskab af søer, bjerge, bakker, enge, strande, klipper og hav. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her