Fortsæt til indhold
Indland

Kvinde blev erklæret død ved en fejl - nu kæmper hun for at genaktivere sine data

Hos Sydvestjysk Sygehus beklager man fejlen.

En lungebetændelse viste sig at være dødelig for 69-årige Kirsten Kristensen fra Varde - på papiret vel at mærke.

Således modtog hun en bunke breve, da hun denne måned blev udskrevet fra Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg. I dem stod der, at hun var død, skriver DR.

Det viste sig, at hun ved en fejl var blevet erklæret død af sygehuset. Og siden er hendes liv gradvist blevet slettet.

Bl.a. har forsikringen skulle opgøres, NemID er blevet lukket ned, og også bl.a. Kirsten Kristensens pension, bank og kørekort blev ramt af hendes fejlagtige død.

Derfor har hun været nødt til at genaktivere mange af hendes personlige data og papirer.

For når en person erklæres død, sker det gennem et elektronisk indberetningssystem, som starter en form for kædereaktion fra it-system til it-system.

Tidligere tog det timer og endda op til en hel dag, før dén proces gik i gang. I dag tager det pga. den teknologiske udvikling ikke mange sekunder, før samtlige systemer er informeret.

Hvis man - fejlagtigt - skulle blive erklæret død, er systemet indrettet sådan, at man ikke kan afmelde det igen på en nem måde. Og det er derfor, at Kirsten Kristensen nu er gået i gang med det omstændige arbejde at genoplive sig selv - med hjælp fra sine børn.

Hos Sydvestjysk Sygehus beklager Torben Knudsen, ledende overlæge på medicinsk afdeling, at Kirsten Kristensen blev erklæret død.

»Det er simpelthen en identifikationsfejl. Og når første led i kæden går galt, så gør de næste led det også. Det tager vi det fulde ansvar for. Det er en helt central arbejdsgang, hvor vi har kikset,« forklarer han over for DR.

Selv fortæller Kirsten Kristensen til mediet, at hun ikke er sur på den pågældende læge, som har begået fejlen. Hun er mere forundret over, at man ved ét tryk kan være ude af systemet og dermed ikke længere eksistere.

Artiklens emner
NemID