Fortsæt til indhold
Indland

»Ziegler og Bondo smiler sødt til hinanden i øjeblikket, så ...«

Forlig eller storkonflikt på det offentlige arbejdsmarked? To arbejdsmarkedsforskere giver deres bud på, hvor Danmark er på vej hen, efter at en varslet konflikt er udsat i to uger.

Er risikoen for en storkonflikt på det offentlige arbejdsmarked afværget, efter at forligsmand Mette Christensen onsdag aften besluttede at udsætte de varslede konflikter på det offentlige arbejdsmarked i to uger?

Det er to arbejdsmarkedsforskere fra Aalborg Universitet uenige om.

Forligsmand Mette Christensen sendte de offentlige arbejdsgivere fra stat, regioner og kommuner og lønmodtagernes chefforhandlere på påskeferie indtil lørdag, hvor overenskomstforhandlingerne genoptages i Forligsinstitutionen. Det skete, efter at statens arbejdsgiver i form af innovationsminister Sophie Løhde (V) tidligere på dagen havde rakt en hånd med en pose penge frem, ifølge Jyllands-Postens oplysninger svarende til en lønstigning på ca. otte pct. de kommende tre år og dermed ikke langt fra lønmodtagernes krav om en lønstigning på 8,6 pct.

Tror på lønaftale

Ziegler ved godt, at han skal give Bondo noget på det her område for at få fred.
Flemming Ibsen, arbejdsmarkedsforsker, Aalborg Universitet

Arbejdsmarkedsforskerne professor emeritus Flemming Ibsen og professor Henning Jørgensen vurderer på den baggrund, at det nok skal lykkes parterne at blive enige om lønnen de næste tre år i både stat, regioner og kommuner.

Men de ser forskelligt på muligheden for også at nå til enighed om to andre centrale krav – kravet om betalt frokostpause, som statens medarbejdere vil have skrevet ind i overenskomsten, og lærernes arbejdstid.

»Min vurdering er, at man inden for de 14 dage, man nu har til at forhandle, kan lande et forlig hele vejen rundt,« siger Flemming Ibsen.

»Spørgsmålet om betalt frokostpause kan parterne aftale at få afklaret i den næste overenskomstperiode. Det er normalt noget, man klarer i Arbejdsretten eller ved en faglig voldgift. Det er efter min mening for lille et spørgsmål til at sætte hele Danmark i stå,« siger Flemming Ibsen.

Bondo skal have noget

Han tror samtidig på, at Kommunernes Forening, KL, personificeret ved borgmester Michael Ziegler (V), og Danmarks Lærerforening, i skikkelse af Anders Bondo Christensen, kan finde hinanden om lærernes arbejdstider.

»Ziegler og Bondo smiler sødt til hinanden i øjeblikket, så jeg tror, det er på vej til noget. Ziegler ved godt, at han skal give Bondo noget på det her område for at få fred, og der er jo allerede lavet lokalaftaler i vist nok 75 pct. af alle kommuner, så meget er allerede på plads. Jeg mener heller ikke, at det spørgsmål kan bære en storkonflikt alene,« siger Flemming Ibsen.

Han peger desuden på, at lønmodtagerne i vidt omfang har befolkningens støtte, at der er folketingsvalg næste år, at det vil være et prestigetab for Sophie Løhde, hvis hun ikke lander en aftale, og at det vil være »en fiasko« for den danske aftalemodel, hvis det ender med storkonflikt, eftersom der også var konflikt i 2008 og 2013.

Konflikt talt op

Mens Flemming Ibsen mener, at vejen for forlig er banet med lønspørgsmålet, har professor Henning Jørgensen den modsatte vurdering.

»Jeg mener, at storkonflikten er det mest sandsynlige udfald, fordi det, man nemmest kunne blive enige om, er det med lønnen. De helt afgørende ting – lærernes arbejdstid og den betalte frokostpause i staten – er ikke forhandlet på plads endnu. Der har været så meget dramatik om disse ting gennem lang tid, at det er blevet principielt og noget symbolsk for lønmodtagerne, og derfor bliver det ikke så let.«

»Det helt afgørende er lærernes arbejdstid. Hvis man ikke får løst det spørgsmål, bryder man den musketered, som lønmodtagerne har indgået, og så bliver det et ganske stort nederlag for fagbevægelsens interne solidaritet. Og jo længere tid der går, desto højere bliver vekselkursen for et forlig,« siger Henning Jørgensen.

Han tror ikke, at lærerne vil få alle deres krav opfyldt.

»Anders Bondo Christensen skal kunne sige, at han har fået noget, og så kan de andre lønmodtagere gå videre for at få løst spørgsmålet om den betalte frokostpause. Bondo er under pres fra de andre lønmodtagerorganisationer, for at det skal ske,« siger Henning Jørgensen.