Fortsæt til indhold
Indland

Dyrlæge advarer hunde- og katteejere mod chokolade: »Det er en tikkende bombe«

Efter flere tilfælde i weekenden minder et dyrehospital om, at chokolade er giftigt for hunde og katte.

Påsken er over os, og det betyder, at de velkendte chokoladepåskeæg er kommet på hylderne i supermarkedet og gives til børn og andre, som har en sød tand.

Om det er chokoladepåskeæg, der er synderen, er uvist. Ikke desto mindre har man hos Randers Dyrehospital hele tre gange i løbet af weekenden skulle behandle hunde, som havde indtaget netop chokolade.

Og da det kan være livsfarligt for katte og hunde at indtage chokolade, har man fra dyrehospitalets side valgt endnu engang at advare mod, at chokolade kan være giftigt for de firbenede kæledyr.

»Det giftige i chokolade (for hunde og katte) er theobromin og koffein. Kun 7 gram kakaopulver eller 15 gram mørk chokolade (75 %), er nok til at forgifte en hund på 10 kg, mens der skal ca. 80 gram lys chokolade til for samme effekt,« skriver Randers Dyrehospital bl.a. på sin Facebook-side og påpeger, at jo mindre eksempelvis en hund er, jo mindre mængder af chokolade kan den tåle.

https://www.facebook.com/randersdyrehospital/posts/1743906122299146

Ifølge dyrehospitalet er det vigtigt, at man som katte- og/eller hundeejer sørger for at holde chokolade - og særligt den mørke slags - fra dyrene.

»Det er en tikkende bombe, man kan have til at ligge på stuebordet derhjemme, og så kommer der sådan en sulten hund forbi. Så kan den jo hurtigt ryge indenbords,« siger Lone Plum, der er dyrlæge på Randers Dyrehospital, til TV 2 Østjylland.

Skulle det uheldige ske, at det alligevel lykkedes de firbenede at få fat i de søde sager, bør man være opmærksom på visse tegn.

»Symptomer ved chokoladeforgiftning er opkast og diarre, hyperaktivitet, øget hjerterytme, feber, og øget urinering. Ved alvorlige tilfælde kan der opstå bevægelsesforstyrrelse og kramper, den kan gå i koma og i værste tilfælde dø,« lyder det fra Randers Dyrehospital.

Hvis eksempelvis hunden har indtaget chokolade og viser symptomer på at være blevet forgiftet, bør man straks kontakte en dyrlæge.

»Behandlingen består i at få chokoladen op ved hjælp af brækmiddel - hvis hunden har kastet op, eller der er gået mange timer siden den spiste det, behandles i stedet med aktivt kul, der absorberer giftstofferne.«

Artiklens emner