Peter Madsen-elskerinde: »Han er et helt igennem kærligt, empatisk og godt menneske«
»Det gjorde fysisk ondt på Peter, når han så, at jeg havde været udsat for vold,« fortæller et vidne.
Peter Madsens elskerinde var ikke i tvivl, da hun var vidne i sagen om drabet på den svenske journalist Kim Wall.
»Peter har aldrig været voldelig over for mig. Sådan er han slet ikke, han er et helt igennem kærligt, empatisk og godt menneske. Og det holder jeg fast i,« sagde hun med høj røst, da hun sad i vidneskranken.
Vidnet har kendt Peter Madsen i 12-14 år, »jeg er ikke så god til årstal,« forklarede hun, og de startede med at være venner i flere år, indtil deres forhold omkring år 2010 udviklede sig til et seksuelt et af slagsen.
Den 11. august, dagen efter Peter Madsen og Kim Wall stævnede ud med Nautilus, skulle hun have været ude og sejle med Madsen i ubåden. Det kom som bekendt ikke til at ske. Men hun har stadig svært ved at tro på, at Madsen med et seksuelt motiv skulle have dræbt Kim Wall, da han ifølge hende slet ikke havde den form for seksuelle præferencer.
»Han havde ikke sådan nogle mørke fantasier, og han dyrkede kun S/M for at tilfredsstille kvinde, der godt kunne lide den slags. Og du skal ikke fortælle mig, at manden ikke har empati, for det passer simpelthen ikke. Det gjorde fysisk ondt på ham, når han så kvinder have ondt, og når jeg havde været udsat for vold af en af mine mange voldelige kærester, så tog han sig af mig,« fortalte Madsens tidligere elskerinde.
Hun forklarede, at en stor del af deres forhold handlede om sex, og at de ofte snakkede om fantasier. Ifølge hende havde Madsen et meget farverigt sprog, hvilket gjorde, at deres samtaler ofte kunne tage en uventet drejning. Det var dog udelukkende noget hun opfattede som spøg.
»Da jeg læste i avisen, at Peter havde beskrevet et rør fyldt med plys og kattekillinger, tænkte jeg: Det er lige Peter. Han elsker bløde maver og kattekillinger,« fortæller hun.
Vidnet har, allerede inden retssagen mod Peter Madsen gik i gang, fortalt om sit forhold til ubådskaptajnen. Hun udtalte bl.a. i Kanal 5-dokumentaren ”Ubådssagen - hele historien”, at Madsen var utrolig grænsesøgende på alle områder i livet, også i sin seksualitet. Hun forklarede, at de ofte spillede seksuelle rollespil, men slog dog også i dokumentaren fast, at han aldrig har været voldelig eller grænseoverskridende over for hende.