Annonce
Indland

Kommuner: Nye psykiatriske pladser vil tage tid at fylde

Kommunerne i Region Syddanmark skal betale 57.540 kr. i døgnet til 15 psykiatriske pladser i Vejle – besat eller ej. Personalet er sendt i praktik andre steder, mens man venter på den første borger.

Alt er klar. 42 medarbejdere er ansat. Nu mangler der bare nogle patienter til 15 nye, særlige psykiatriske pladser i Vejle, som åbnede den 1. marts. Foto: Casper Dalhoff

Der vil gå mindst en uge endnu, inden den første borger kan flytte ind på en helt ny psykiatrisk afdeling i Vejle tiltænkt svært psykisk syge og farlige patienter. Det står klart, efter at det ugentlige visitationsmøde om pladserne blev aflyst onsdag, fordi ingen borgere endnu er blevet henvist til en plads.

Pladserne – der er de første af deres slags – åbnede den 1. marts. Søndag kunne Jyllands-Posten beskrive, at kommunerne i såvel Region Syddanmark som i eksempelvis Region Hovedstaden forud for beslutningen om at oprette 150 sådanne særlige pladser på landsplan tilkendegav et markant mindre behov.

Senge for millioner
  • Der er i alt afsat 400 mio. kr. til at forebygge vold og overgreb på landets botilbud i satspuljeaftalen for 2017-2020.
  • En del af indsatsen er de 150 særlige psykiatriske sengepladser med en årlig udgift på 1,9 mio. kr. pr. stk.
  • De første 15 pladser åbnede på Psykiatrisk Afdeling Vejle den 1. marts og har stået tomme siden.
  • Pladserne bliver fordelt således mellem regionerne:
  • Region Syddanmark: 32
  • Region Nordjylland: 16
  • Region Midtjylland: 32
  • Region Sjælland: 23
  • Region Hovedstaden: 47

De særlige psykiatriske pladser blev udtænkt og besluttet, efter at fem ansatte på sociale bosteder blev knivdræbt af psykisk syge beboere i årene 2012-2016. Borgere kan ikke indlægges med tvang. Bl.a. derfor forventer kommunerne i Region Syddanmark ikke, at de 15 nye pladser i Vejle bliver besat foreløbigt.

»Da målgruppen for de særlige psykiatripladser er borgere, som er svært ramt af psykisk sygdom og i mange tilfælde også af misbrugsproblemer, vurderer kommunerne, at det vil tage tid og kræve ekstra dialog og motivation over en længere periode, inden borgeren giver sit samtykke til at lade sig indlægge. Det vil derfor tage lidt tid at få fyldt de 15 pladser op,« skriver Kommunekontaktråd (KKR) Syddanmark i et dagsordenpunkt om de særlige pladser forud for det kommende møde den 19. marts.

Personalet er i praktik

Der er ansat 42 medarbejdere på afdelingen i Vejle, hvor døgntaksten for kommunerne lyder på 3.836 kr. pr. plads, uanset om den er besat eller ej. Afdelingen i Vejle koster altså de 22 kommuner i Region Syddanmark 57.540 kr. i døgnet, og udgifterne til tomme pladser bliver fordelt efter indbyggertal.

Haderslev-borgmester H. P. Geil (V), der er formand for KKR Syddanmark, sætter nu gang i et informationsarbejde om pladserne. Torsdag vil han fortælle om tilbuddet ved socialchefernes årsmøde i Kolding, og den 19. marts gælder det altså KKR Syddanmark.

»Der skal etableres 17 pladser mere i Esbjerg, så jo flere der kender til tilbuddet, jo bedre,« siger H. P. Geil og »forventer, at det løser sig«.

Charlotte Josefsen, direktør for psykiatrisygehuset i Region Syddanmark, forklarer samtidig, at personalet ikke blot sidder på den tomme afdeling og venter.

»Den sunde fornuft råder stadig, så personalet er bl.a. i praktik på andre afdelinger og ude i kommunale botilbud. Vi har drøftet denne problemstilling med kommunerne i forhold til at have fælles fodslag om, hvordan vi holder medarbejderne beskæftiget,« siger hun og forventer ligesom H. P. Geil, at en løsning venter forude.

»Jeg tror, at incitamentet er der. Jeg tror bare, at det er sværere end forudset at motivere borgerne.«

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Debat: Vi ved, hvordan tvang nedbringes i psykiatrien
Dorte Steenberg, Inge Kristensen, Lene Berring
Stik mod hensigten og målet med regeringens indsats i psykiatrien er brugen af tvang blevet øget i 2017. Men der findes flere eksempler på, at tvang i psykiatrien kan undgås. Det kræver blot, at regeringens og regionernes politikere sætter initiativerne i gang.
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Indland
Annonce
Annonce
Derfor kan vi ikke lade være med at tjekke mobilen
Vores hjerner belønner os for at følge med i verden omkring os, og det er en af årsagerne til, at vi ofte ender i "tjekkekarusellen". 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her