Næsten 11.000 lærere og pædagoger vil strejke i udvalgte kommuner
En eventuel storkonflikt vil lamme børnepasningen i 12 kommuner.
Børnehaver, vuggestuer og folkeskoler vil stort set blive lagt ned i en gruppe udvalgte kommuner, hvis storkonflikten kommer.
Det gælder for eksempel for Aalborg, Herning, Gentofte og Helsingør.
I København vil forældre på Nørrebro og i Bispebjerg ligeledes blive mødt at lukkede døre på visse daginstitutioner, hvis strejken bliver en realitet.
Danmarks Lærerforening (DLF) og pædagogernes organisation, BUPL, har tirsdag udpeget de lærere og pædagoger, der skal nedlægge arbejdet, hvis overenskomstforhandlingerne for de offentligt ansatte ender i storkonflikt i april.
Organisationerne har udsendt et koordineret strejkevarsel, der involverer i alt 10.900 lærere og pædagoger og kan ramme op til 100.000 børns dagligdag i skoler, daginstitutioner og fritidsinstitutioner.
BUPL har udtaget cirka 5.000 pædagoger til strejke i 12 kommuner, mens DLF har udtaget 5.900 lærere i samme kommuner med undtagelse af to; København og Helsingør.
En eventuel storkonflikt på det offentlige område, vil altså ikke ramme alle landets pædagoger og lærere, men et dusin specifikke kommuner, som så til gengæld vil mærke arbejdsnedlæggelse ekstra hårdt.
Ifølge BUPL sender organisationerne dermed et »klart og tydeligt signal til arbejdsgiverne om, at vi er mere værd.«
Enkelte institutioner i konfliktkommunerne er undtaget fra en eventuel strejke, oplyser BUPL. I Aalborg gælder det for eksempel specialskolerne Kollegievejens Skole og Egebakken samt Øster Uttrup–Godthåb Skole.
Tirsdagens strejkevarsler føjer sig til den voksende bunke af ca. 100.000 offentligt ansatte, som skal nedlægge arbejder under en storkonflikt.
Strejkerne er varslet til at begynde fra morgenstunden den 4. april, hvis ikke arbejdsgiverne og de ansatte har indgået et forlig om deres løn- og arbejdsforhold inden da. Strejkerne kan også blive udskudt, hvis forligsmanden Mette Christensen vælger at forsinke, fordi der er realistisk håb for en aftale.
Mandag blev de egentlige forhandlinger i Forligsinstitutionen mellem de statsansatte og innovationsminister Sophie Løhde (V) indledt.
Tirsdag er turen kommet til det kommunale område, mens parterne på det regionale område afventer de øvrige forhandlinger. Møderne foregår bag lukkede døre og er omgæret af fortrolighed.
Få overblikket over alle strejkevarslerne på listen her.