Fortsæt til indhold
Indland

Billedbommert: Venstre brugte billede af populært hotel i ghettokampagne

Regeringspartiet har trukket billedet tilbage og erstattet det med et andet.

Venstre har på de sociale medier kørt en kampagne frem mod regeringens meget omdiskuterede ghettoudspil, der skal komme danske parallelsamfund til livs.

»Vi har ikke råd til at tabe flere generationer på gulvet. Parallelsamfundene skal nedbrydes en gang for alle,« stod der hen over et af kampagnens billeder på Facebook.

Billedet viste en grå bygningsfacade og skulle illustrere et parallelsamfund, men var i virkeligheden det populære hotel Radisson Blu på Islands Brygge i København.

Det skriver TV2.

Det oprindelige Facebook-opslag med facaden fra Radisson Blu på Islands Brygge.

Der var dog bare det aber dabei, at regeringspartiet i sin kampagne tilsyneladende forvekslede de såkaldte parallelsamfund med det populære københavner-hotel.

Et hotel, der tidligere har haft besøg af flere prominente gæster. Blandt andet FC Barcelonas fodboldhold.

Venstres pressechef Jens Kloppenborg indrømmer da også, at et hotel ikke er et parallelsamfund.

»Det er selvfølgelig en fejl at lægge et billede op af et hotel, når det, vi vil signalere, er parallelsamfund. Det kan man ikke kalde et hotel,« sagde Jens Kloppenborg til TV 2 og beklagede den uheldige fejltagelse.

»Hvis vi har stødt SAS Radisson på manchetknapperne, så er der en uforbeholden undskyldning herfra,« sagde han.

Søndag aften slettede Venstre det oprindelige opslag på Facebook og erstattede det med et lignende billede fra den almene boligsektor med paraboler på facaden. Budskabet var det samme.

Tidligere på dagen kom det frem, at regeringen vil fordoble straffen for visse typer af kriminalitet i ghettoområder, og her nævnte justitsminister Søren Pape Poulsen, at det eksempelvis kunne være hærværk, tyveri og trusler.

Regeringen ventes på torsdag at præsentere de nærmere detaljer i udspillet mod parallelsamfund.