Fortsæt til indhold
Indland

Mediekoncern har undskyldt til kongehuset efter svenske overskrifter om prins Henrik

På forsiden af det svenske ugeblad kunne man bl.a. læse, at »sønnen Frederik hadede sin far«.

Som så mange andre medier havde det svenske ugeblad "Hänt i veckan" i den forgangne uge sat fokus på prins Henriks bisættelse.

Men overskrifterne på forsiden var af sådan en karakter, at Aller Media i Sverige, som ejer ugebladet, nu har kontaktet det danske kongehus for at undskylde. Det bekræfter begge parter over for Ekstra Bladet.

»Familiens hævn mod prinsen,« stod der bl.a. med store gule bogstaver på det seneste nummer af Hänt. Ifølge Ekstra Bladet havde ugebladet tilsyneladende fået prinsens egne begravelsesønsker og et par andre oplysninger galt i halsen.

Prins Henrik havde nemlig selv fravalgt en statsmandsbegravelse og havde i stedet ønsket sig en mindre ceremoni for de nærmeste, men i Hänt lød det, at familien gik »imod prinsen og bestemte sig for en enkel bisættelse i Amalienborg Slotskirke«.

Rettelig blev han bisat i Christiansborg Slotskirke tirsdag den 20. februar, og det var prins Henriks eget ønske at undgå en stor statsbegravelse.

På forsiden af ugebladet kunne man også læse budskabet »lo hånligt ved kisten« ved siden af et billede af en smilende dronning Margrethe, samt at »sønnen Frederik hadede sin far«.

Kommunikationschefen i det danske kongehus, Lene Balleby, siger til Ekstra Bladet, at man blev opmærksom på forsiden torsdag aften, da man modtog en undskyldning fra Aller i Danmark.

Hun fortæller, at der fredag kom endnu en uforbeholden undskyldning fra svenske Aller, og at sagen betragtes som afsluttet for kongehusets vedkommende.

Svenske Aller bekræfter over for avisen, at den seneste forside indeholdt formuleringer om prins Henriks bortgang, som man »dybt beklager«.

Danske Aller henviser til, at den svenske afdeling har sit eget brand og har derfor ikke yderligere kommentarer. Det har den svenske afdeling heller ikke.