Se video: Branden hos bilhandler i Gladsaxe var »voldsom«
Branden opstod på Dynamonvej i Gladsaxe.
Tre personer kom søndag til skade ved en brand hos en Volkswagen-forhandler på Dynamovej i Gladsaxe.
I et tweet kalder Beredskabet Øst branden for »voldsom,« og viser samtidigt en video - taget af en forbipasserende - af branden.
Den ene person kom alvorligt til skade med forbrændinger i ansigtet og blev sendt til Rigshospitalets Traumecenter. Her blev senere lagt i kunstigt koma på grund af forbrændingerne.
Det fortæller vagtchef hos Københavns Vestegns Politi Lars Jørgensen.
Branden skyldtes tilsyneladende, at en trykspuler eksploderede under arbejde på stedet, fortæller vagtchefen.
- Den eksploderede af en årsag, som vi ikke ved hvorfor. Den antændte noget brændbar væske. Det betyder, at der er tre tilskadekomne, hvoraf den ene tilsyneladende er alvorligt, siger vagtchefen.
Ifølge Beredskab Øst er branden under kontrol. Den har ikke spredt sig.