Annonce
Indland

Torsdag skyder kanonerne i 40 minutter for prins Henrik

I alt vil der blive affyret 81 skud for at markere prins Henriks død.

En sørgesalut med 81 skud vil torsdag morgen give genlyd i København og Helsingør.

På Holmen og på Kronborg Slot bliver kanonerne sat i værk kl. 8 for at markere prins Henrik, der tirsdag aften sov stille ind i de familiære omgivelser på Fredensborg Slot.

Salutten kommer til at bestå af tre gange 27 skud, der vil blive affyret med 30 sekunders mellemrum - i alt kommer seancen til at vare ca. 40 minutter.

Kongehuset har tradition for at affyre en salut i anledning af store begivenheder som fødselsdage, dødsfald, statsbesøg og fødsler. Omfanget af skud afhænger af begivenheden. Senest var kanonerne i brug i sommer, hvor de skød kongeskibet Dannebrogs årlige sommertogter rundt i landet i gang.

Prins Henrik bisættes tirsdag: Danskerne kan sige farvel i tre dage

Traditionen med at affyre løse skud stammer fra Danmarks krigsførelse, hvor der historisk er blevet affyret et "dansk løsen" på tre skud for at indikere, hvor de danske enheder befandt sig henne.

Forud for dronning Ingrids begravelse i november 2000, blev en tilsvarende sørgesalut med 81 skud gennemført.

Søværnets militærpolitivagt vil fra Holmen affyre salutten fra batteriet Sixtus, mens soldater fra artilleriafdelingen i Oksbøl skyder med kanonerne på Kronborg Slot i Helsingør.

Efterfølgende vil prins Henriks båre blive flyttet til Amalienborg Slot. Det sker kl. 10, og prinsen vil blive fulgt på vej af den nærmeste familie. Fredag aften bliver båren flyttet til Christiansborg Slotskirke, hvor bisættelsen vil finde sted tirsdag.

Danskerne har mulighed for at tage afsked med prinsen lørdag, søndag og mandag, hvor prins Henrik vil ligge i en lukket kiste på såkaldt castrum doloris - latin for "smertens leje".

Bisættelsen finder sted kl. 11 i slotskirken ved kongehusets præst og tidligere biskop ved Københavns Stift, Erik Norman Svendsen. I hele perioden mellem onsdag og tirsdag vil der mellem kl. 9 og kl. 17 være opstillet kondolencelister i Det Gule Palæ på Amalienborg, hvor man kan skrive en sidste hilsen. Kondolencerne vil blive overleveret til kongefamlien.

Prins Henrik døde tirsdag kl. 23.18 - omgivet af sin hustru og sine to voksne sønner. Han har ønsket en mindre ceremoni for familien. Prinsen vil efter eget ønske blive kremeret, hvorefter asken skal deles i to.

Den ene halvdel skal spredes over de danske farvande, mens den anden halvdel sættes ned i den private del af Fredenborg Slotshave i en urne.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu

Radikale: Vi har ikke nogen plan B

De Radikale satser hele butikken på at få Mette Frederiksen trukket væk fra Dansk Folkeparti. Partiets krav til S er til gengæld ikke ultimative.
Annonce
Annonce
Indland
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her