Annonce
Indland

Prinsens aske spredes to steder: Det er usædvanligt

Flere bliver kremeret efter døden, men de færreste får asken spredt to forskellige steder, som prinsen ønsker.

Danskere mødte onsdag op for at lægge blomster og mindes prins Henrik. Foto: Jens Dresling/Polfoto

Det er usædvanligt, at asken spredes to forskellige steder, sådan som prins Henrik har ønsket.

Det siger Tom Olsen, formand for Danske Krematoriers Landsforening.

- Det er en specialitet. Dem er der ikke mange af på landsplan, det er faktisk ret usædvanligt, siger han.

Den ene del af Prins Henriks aske vil blive spredt i danske farvande. Den anden del vil blive nedsat i en urne i slotshaven ved Fredensborg Slot, oplyser kongehuset.

Historiker om Prins Henriks bisættelse: Det er et klart brud med traditionen

Det kræver en særlig tilladelse i stiftet at gøre det på den måde, oplyser Tom Olsen.

- Det skal man søge om en særlig tilladelse til i stiftet, men de giver den ofte, hvis der er tale om en aske, der skal dels i jorden, dels spredes til søs, eller hvis den ene halvdel skal begraves i udlandet, siger han.

De senere år er andelen af kremeringer steget, mens antallet af traditionelle begravelser er faldet.

I runde tal dør omkring 53.000 personer om året. I gennemsnit kremeres 83 procent.

Tallet er lidt højere øst for Storebælt, hvor 89,8 procent af de døde brændes, mens andelen vest for Storebælt er 77,1 procent.

Prins Henriks ven: En gang imellem slog det gnister - men øjeblikket efter var han god igen

I de fleste tilfælde nedsættes en urne med asken på et urnegravsted.

Men de senere år er det blevet mere udbredt at få asken spredt på havet.

Tom Olsen skønner, at mellem tre og fem procent af de kremerede spredes over åbent hav.

- Jeg har været i branchen i mange år, og i gamle dage var det undtagelse, at det skete. Men det er blevet liberaliseret, og i dag er det en almindelighed, siger han.

Spredning af asken kræver en forudgående tilladelse.

Det skal ske ud over havet eller over større fjorde eller bugter. Det er ikke tilladt at sprede asken over en sø.

Det er de efterladte, der skal sørge for at få asken spredt, og det skal ske på en måde, der ikke vækker opsigt, oplyser Kirkeministeriet.

/ritzau/

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu

JP mener: Magten får den, som forstår at bruge den

Mikkelsens afgang giver Pape plads, men formanden står over for en vanskelig opgave.
Annonce
Annonce
Indland
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her