Fortsæt til indhold
Indland

Lastbil måtte skilles ad: Kontrol førte til 84 sigtelser og en bøde på 508.000 kr.

Kontrollen begyndte fredag aften og sluttede først midt på natten.

En - ifølge politiet - yderst sofistikeret manipulation af lastbil sendte fredag aften personalet fra Tungvognscenter Syd under Sydøstjyllands Politi på hårdt arbejde.

Fredag aften stoppede personalet et bulgarsk vogntog på Sønderjyske Motorvej ved Kolding til en kontrol, der skulle vise sig at vare de næste mange timer.

Først bemærkede kontrollørerne nemlig en række uregelmæssigheder, der skulle undersøges nærmere på et værksted i nærheden.

Her blev en lastbil i store træk skilt ad, og man konstaterede, at der var pillet ved tachografen - det instrument, der lagrer data i relation til køre- og hviletid.

Kontrollen sluttede således først midt på natten - og endte i 84 sigtelser fordelt på en lastbilchauffør og en bulgarsk vognmand.

Ifølge en pressemeddelelse fra politikredsen, udløser det en bøde på 508.000 kr.

Politiet ved endnu ikke, hvordan den bulgarske vognmand stiller sig til sigtelserne.