Indland

Verdensmanden prins Henrik støttede dronningen og udfordrede janteloven

Ifølge kongehuseksperter var prins Henrik en uvurderlig støtte for dronningen, men han vil også blive husket som den utilfredse prins, der nok aldrig blev rigtig værdsat af den danske befolkning.

Prins Henrik og Dronning Margrethe tilbragte mere end 50 år sammen. Ud over dronnignen efterlader prinsen sig to sønner, to svigerdøtre og otte børnebørn. Foto: Torben Stroyer

Med prins Henriks død har dronning Margrethe mistet en trofast støtte og livsledsager gennem 50 års ægteskab.

Og spørger man kongehuseksperter og kendere, så er det netop rollen som monarkens fortrolige støtte, der har været prinsens største bidrag, siden den franske greve og verdensmand kom til Danmark i midten af 1960’erne.

»Først og fremmest har han været en stor og loyal støtte for dronningen igennem deres lange ægteskab. Det har været hans vigtigste rolle og funktion gennem årene,« siger Lars Hovbakke Sørensen, adjunkt, ph.d. ved University College Sjælland.

Fakta: Her er prins Henriks mange hverv og protektorater

Han mener, at prins Henrik i høj grad har medvirket til, at dronningen er så populært et statsoverhoved, som hun er.

»Hans støtte og deres fordeling af opgaver imellem sig har gjort, at hun kunne udføre sin rolle så professionelt, som en af de mest højtelskede monarker nogensinde,« siger Lars Hovbakke.

Sebastian Olden-Jørgensen, kongehusekspert og lektor ved Saxo Instituttet på Københavns Universitet, fremhæver også prinsens bidrag som ægtemand:

Blå Bog

Prins Henrik:

  • Henri Marie Jean André, greve de Laborde de Monpezat
  • Født 11. juni 1934 i Talence, Gironde i Frankrig. Blev 83 år gammel.
  • Blev gift med kronprinsesse Margrethe 10. juni 1967 i Holmens Kirke.
  • Læste i sin ungdom blandt andet jura, statskundskab samt kinesisk og vietnamesisk.
  • Arbejdede inden ægteskabet blandt andet for den franske ambassade i London.
  • Gik på pension ved årsskiftet til 2016, og i april samme år frasagde han sig sin titel som prinsgemal for igen at blive tituleret prins Henrik.
  • Har udgivet flere digtsamlinger og kogebøger.
  • Fik i september 2017 konstateret demens, som blandt andet påvirker hans dømmekraft og væremåde.
»Danskerne kan godt lide at se familielykke i deres kongehus, og igennem mange år har prinsen stået ved sin kones side,« siger han.

Begge peger på, at prins Henrik med sin franske baggrund og opvækst i Vietnam, har været med til at udvide danskernes horisont.

»Han bidrog med et internationalt perspektiv, der har været med til at vise danskerne, at man godt kan bryde traditionerne og gøre tingene anderledes, end vi altid har gjort i Danmark,« siger Lars Hovbakke.

Som for eksempel når prinsen så stort på janteloven og åbent sagde, at han ville være konge.

Eller når han fejede politisk korrekthed af bordet og nød en af sine livretter, foie gras.

Eller da han i 2013 tog en spontan søndagstur til Christiania uden livvagter.

Eller når han kastede sin kærlighed på malerkunst, klassiske komponister, fransk madkultur og vinslottet Caïx. Listen kunne fortsætte.

»Nogle har været begejstrede, andre har været skeptiske, men gennem årene har prinsen været med til at åbne danskernes øjne for verden uden for Danmark,« siger Lars Hovbakke.

Talte seks sprog

Som franskmand i Danmark havde prins Henrik det ikke altid let. Den unge, flotte og farverige diplomat måtte opgive meget, da han i juni 1967 blev gift med prinsesse Margrethe: Sit navn, sit statsborgerskab, sin religion og sin karriere for i stedet at genopstå som Hans Kongelige Højhed Prins Henrik af Danmark. Men sin franske baggrund glemte han aldrig.

Integrationen i Danmark skulle vise sig at blive besværlig. Et helt rent dansk lærte han aldrig at mestre, men den ellers sprogbegavede prins talte til gengæld fransk, engelsk, spansk, vietnamesisk og kinesisk.

»Jeg ærgrer mig i særdeleshed over, at jeg ikke forstod, at det var kolossalt vigtigt, ja, helt essentielt, at jeg kom til at tale dansk meget godt og meget hurtigt. Det har været en stor fejl fra min side,« sagde han i journalisten Stéphanie Surrugues portrætbog »Enegænger« fra 2011.

En protest til evig tid

De seneste år af hans liv kom utilfredsheden til at fylde mere og mere for prinsen. Ganske vist sagde han allerede i 1992, at han var utilfreds med sin rolle i kongehuset, og at han ønskede at blive sidestillet med dronningen, men siden tog ønsket til i styrke. I sommer kulminerede det med nyheden om, at prinsen ikke vil lade sig begrave sammen med dronningen i Roskilde Domkirke, sådan som det var planen. Prinsen stod fast. En protest til evig tid.

»Jeg har ikke giftet mig med dronningen for at blive begravet i Roskilde,« sagde han i et omdiskuteret videoklip, som Billed-Bladets reporter optog med ham uden for vinslottet i Frankrig.

På det tidspunkt var demensdiagnosen endnu ikke stillet. Den kom først en måned senere.

Og selvom den svigtende hjernefunktion er en stærkt formildende omstændighed, så vil prins Henriks gentagne utilfredshedsytringer overskygge meget af hans øvrige virke, mener Sebastian Olden-Jørgensen. Særligt fravalget af det fælles gravsted i Roskilde Domkirke vil præge prinsens eftermæle, mener han.

»Hvis ikke det var endt på denne måde, så ville prins Henrik bare have haft et liv med lys og skygge. Men nu kommer skyggen til at stå meget stærkt. For stærkt. For det er altid det sidste kapitel, der står tydeligst tilbage,« siger han.

Ulykkelig slutning

Derfor er prins Henriks historie til dels en ulykkelig historie, mener Sebastian Olden-Jørgensen.

»Han kom som et frisk pust fra den store verden, men i hans tilfælde er det ikke blevet vekslet til kærlighed. Det er ikke mit indtryk, at han nogensinde har været rigtigt elsket i befolkningen,« siger han.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Indland

Lillelund: Når pressen kollektivt ikke vil vide noget

Niels Lillelund
Finansministerens pressemøde om indvandringens pris var en sær forestilling.
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her