Råd for datasikkerhed: Anonyme svar bliver snart mere sikre
Rådet for Digital Sikkerhed kritiserer, at anonyme svar fra 180.000 børn kan spores tilbage til børnene.
Anonyme og personfølsomme svar fra 180.000 børn og unge i en stor undersøgelse har kunnet spores tilbage til det enkelte barn.
Formand for Rådet for Digital Sikkerhed Henning Mortensen er stærkt kritisk over, at børnene er blevet vildledt til at tro, at deres svar ikke kunne knyttes til dem selv efterfølgende.
- Det er meget kritisabelt, at man indsamler oplysninger under én forudsætning, og at det så viser sig, at den forudsætning ikke holder, siger han.
Ifølge Politiken indeholder den såkaldte Ungeprofilundersøgelse spørgsmål vedrørende blandt andet seksuelle oplevelser, kriminelle aktiviteter og brug af stoffer.
Det er oplysninger, som der ikke bør kunne spores tilbage til enkeltpersoner, påpeger Henning Mortensen.
- Nu har man et indeks over, hvem der har haft hvilke seksuelle oplevelser, hvilke kriminelle aktiviteter og så videre. Det er meget beklageligt, at der findes sådan et indeks. Det bør ikke eksistere, siger han.
Snart bliver det mere sikkert at deltage i undersøgelser, hvor man skal stole på, at man forbliver anonym.
I maj træder EU's persondataforordning i kraft. Her viser der sig flere gode tegn, fortæller Henning Mortensen.
Det bliver blandt andet obligatorisk at lave en såkaldt konsekvensanalyse, når man skal gennemføre undersøgelse som den ovennævnte. Her skal man gennemgå, hvilke risici der kan være for respondenterne, der i dette tilfælde er børnene.
- Med den nye forordning bliver der nogle nye håndtag at trække i. Det gør, at der vil blive lavet tilstrækkelige etiske overvejelser. Man vil have større mulighed for at opdage, om man har lavet denne fejl om manglende anonymisering, siger Henning Mortensen.
Ifølge Politiken har de ansvarlige for undersøgelsens dataindsamling lukket ned for adgangen til børnenes svar. Og al information, der er trukket ud af systemet, skal slettes.
/ritzau/