Fortsæt til indhold
Indland

Anklager: Kim Wall blev stukket flere gange i underlivet, mens hun var i live

Ifølge anklageskriftet havde Peter Madsen planlagt og forberedt drabet.

14 knivstik i underlivet og et enkelt i brystet.

Sådan lød det bl.a., da anklagemyndigheden ved Københavns Politi den 3. oktober sidste år afslørede nye beviser i ubådssagen.

Knivstikkene var blevet påført Kim Wall i forbindelse med drabet på hende. Ved en pressebriefing tirsdag formiddag kom der nyt frem om knivstikkene.

»I anklageskriftet fremgår det, at Kim Wall er blevet tildelt en række stik, mens hun er i live,« lød det fra specialanklager Jakob Buch-Jepsen fra Københavns Politi.

Politiet mente tilbage i oktober, at de 14 knivstik i Kim Walls underliv udgjorde en overtrædelse af straffelovens paragraf om anden kønslig omgang end samleje under særligt skærpende omstændigheder.

Og derfor fik drabet karakter af at være seksuelt motiveret.

I dele af anklageskriftet, som tirsdag blev offentliggjort, fremgår det bl.a., at Peter Madsen udover drab også er blevet tiltalt for »andet seksuelt forhold end samleje af særlig farlig karakter«, hvilket formentlig har forbindelse til de mange knivstik.

Den 47-årige ubådsbygger er derudover tiltalt for usømmelig omgang med lig samt for at have begået to grove overtrædelser af loven om sikkerhed til søs.

Ved pressebriefingen tirsdag formiddag, som foregik foran Politigården i København, kunne specialanklager Jakob Buch-Jepsen også afvise, at Kim Wall og Peter Madsen skulle have kendt hinanden privat.

»Det har tidligere været fremme, at vi kun har haft kendskab til, at det var et professionelt forhold, og der er ikke noget andet, der indikerer det,« forklarede han.

I forbindelse med offentliggørelse af dele af anklageskriftet kom det tirsdag desuden frem, at Peter Madsen planlagde og forberedte drabet på Kim Wall, som formentlig skete ved halsoverskæring eller kvælning.

Specialanklageren ønskede dog ikke at uddybe dette ved pressebriefingen.

»Det mener vi på baggrund af de retsmedicinske undersøgelser, og det er noget jeg for nuværende en ikke vil gå nærmere ind i,« sagde han.

Retssagen mod Peter Madsen vil ske som en nævningesag ved Københavns Byret over otte retsdage med start den 8. marts 2018. Dommen forventes afsagt den 25. april 2018.

Anklagemyndigheden vil kræve Peter Madsen idømt fængsel på livstid. Samtidig nedlægges der en sekundær påstand om forvaring.