Indland

Ministerie får ny kritik i sag om udbytteskat

Ifølge undersøgelse var kontrollen med milliardudbetalinger så tynd, at det var i strid med forvaltningsloven.

Jyllands-Posten afslørede for fem år siden, at der var opkrævet 1,2 mia. kr. ulovligt i ejendomsskat hos borgere, og siden har Rigsrevisionen og Statsrevisorerne nøje overvåget Skat og Skatteministeriet for at sikre, at der kom styr på forvaltningen.

Otte år før danmarkshistoriens største bedragerisag med svindel for 12,3 milliarder skattekroner kom for dagens lys, kendte Skatteministeriet til katastrofale huller i kontrollen med udbytteskat.

Det skriver Politiken.

I en omfattende advokatundersøgelse af sagen, der blev afleveret til Folketingets partier kort før jul, og som Politiken har gennemgået, beskriver et hold advokater en lang række svigt i både Skat og Skatteministeriet.

Ifølge advokaterne var kontrollen med milliardudbetalingerne så tynd, at det var i strid med forvaltningsloven.

Undersøgelsen viser også, at Skatteministeriet i hvert fald siden 2007 har kendt til den ulovlige praksis i kontrollen.

Ministeriets opfølgninger på de alvorlige advarsler har været utilstrækkelig, og at ministeriet har tilsidesat sin pligt til at føre udvidet tilsyn med Skat, lyder det.

Alligevel er der ingen, der kan drages til ansvar for de mange svigt, konkluderer advokaterne.

Sten Bønsing, der er lektor med speciale i forvaltningsret på Aalborg Universitet, påpeger, at typen af undersøgelse rummer begrænsninger.

- De har kun haft det materiale, som de har fået stillet til rådighed, og de har heller ikke haft mulighed for at krydstjekke informationerne ved at spørge ind til uoverensstemmelser, siger han til Politiken.

Ifølge både Sten Bønsing og Michael Gøtze, der er professor i forvaltningsret på Københavns Universitet, bør advokatundersøgelsen følges op med en kommissionsundersøgelse af sagen.

Efter advokaternes afrapportering er der hele Folketinget rundt også et ønske om, at sagen skal undersøges yderligere af en undersøgelseskommission.

Også skatteminister Karsten Lauritzen (V) bakker op om en kommissionsundersøgelse af sagen.

Han afviser, at advokatundersøgelsens form har haft konsekvenser for advokaternes mulighed for at placere et ansvar.

- Det ved man jo ikke, det kan også være, at kommissionen når frem til det samme resultat som advokatundersøgelsen, siger Karsten Lauritzen til Politiken.

/ritzau/
Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu

Power må skrue ned i Danmark

Tilførsel af ny kapital til moderselskabet i Norge betyder, at elektronikkæden Power må reducere planerne om ekspansion i Danmark. Storbank skal give lov, hvis der åbnes flere varehuse her i landet. Finans
Annonce
Annonce
Indland
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her