Annonce
Indland

Nu skal politiet være mere synligt ved Støjbergs udrejsecenter

Flere patruljer og flere politifolk bag hegnet skal genskabe trygheden.

Det tidligere åbne fængsel Kærshovedgård åbnede i foråret 2016 som udrejsecenter, hvor der i dag er ca. 200 beboere, primært afviste asylsøgere. De øvrige er kriminelle, der har afsonet udvisningsdomme, og udlændinge på såkaldt tålt ophold. Arkivfoto: Joachim Ladefoged

Borgerne omkring det omstridte Udrejsecenter Kærshovedgård i Midtjylland kommer til at se mere til politiet.

Efter længere tids utryghed i lokalområdet opgraderer Midt- og Vestjyllands Politi således indsatsen, fremgår det af en ny plan.

Ændringen er todelt. Dels vil kredsens vagtcentral løbende sende ledige vogne ud til patruljering i området. Og dels vil der blive placeret flere politifolk inde på selve udrejsecentret. Hidtil har der kun været to betjente døgnet rundt, og de har derfor ikke kunnet tage sig af opgaver uden for hegnet. Fremover vil betjente med kendskab til beboerne på udrejsecentret kunne sendes ud for at følge op på hændelser i lokalområdet, forklarer vicepolitiinspektør Kell Svenningsen.

»Vi anerkender, at der er en særlig udfordring omkring Kærshovedgård, og at situationen fylder rigtigt meget for borgerne i området. Det kalder på en særlig indsats fra os. Vi drejer derfor på de håndtag, vi har, for at komme borgernes efterspørgsel på et mere synligt politi i møde,« siger vicepolitiinspektøren, der ikke vil sætte tal på, hvor mange ekstra betjente det indebærer.

Fakta

Udrejsecenter Kærshovedgård

  • Ligger i Midtjylland og åbnede i marts 2016. Tre grupper af udlændinge har opholds- og meldepligt i centret, hvor der p.t. bor knap 200 personer:
  • Afviste asylsøgere og kriminelle med en udvisningsdom udgør de to største grupper. De samarbejder ikke om at udrejse og får derfor ingen penge og må ikke arbejde, men kan spise tre daglige måltider på centrets cafeteria.
  • Personer på tålt ophold er den mindste gruppe af beboere. Myndighederne anerkender, at de ikke kan rejse hjem uden at risikere forfølgelse, og de får derfor ud over cafeteriamaden et mindre beløb i lommepenge.

Den nye plan kommer, efter at Jyllands-Posten i november beskrev, hvordan udrejsecentret med afviste asylsøgere og udlændinge med udvisningsdomme skabte utryghed i området.

6 km til nærmeste by

På et borgermøde gav flere udtryk for, at tilstedeværelsen af de knap 200 udlændinge, der ofte færdes i grupper, generelt havde øget utrygheden. Der er ca. 6 km til den nærmeste by, Bording, og her meldte butikker om store problemer med butikstyveri, ligesom en ansat var blevet slået ned af én af centrets beboere.

Arriva kontaktede desuden politiet, fordi mange af udlændingene tager toget uden at købe billet og skaber utryghed ved at mase sig forbi togpersonalet, der forsøger at holde dem ude.

Vicepolitiinspektør Kell Svenningsen understreger, at ikke alt kan føre til en sigtelse. Beboerne på Kærshovedgård er således ikke frihedsberøvede, og de kan derfor frit bevæge sig rundt i området. Men ved at lade betjente fra Kærshovedgård rykke ud, kan de efterfølgende gå tilbage til beboerne på Kærshovedgård og tale med dem om, at det f.eks. skaber utryghed, hvis de færdes i store grupper foran en butik, pointerer han.

Michael Nielsen, der ejer OK-tanken i Bording, har netop haft problemer med både butikstyveri og grupper, der brugte butikken som varmestue. Han har allerede bemærket, at politiet er mere massivt til stede:

»Betjentene kommer faktisk ind og siger hej engang imellem, og vi kan mærke, at problemerne er blevet mindre.«

Omkring nytår har der været to episoder, hvor en gruppe personer er sprunget ud på vejen ved Kærshovedgård og har fået bilister til at bremse hårdt op. Herefter er der blevet hamret på ruderne og rykket i dørene. Bilisterne havde dog i begge tilfælde låst dørene og kunne derfor køre chokerede videre. Gerningsmændene er ikke fundet, men man har ifølge Kell Svenningsen en formodning om, at de kan være fra udrejsecentret. I en lignende sag, hvor én person sprang ud på vejen, er en beboer fra centret blevet sigtet.

Følg
Jyllands-Posten
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Indland
Annonce
Annonce
JP mener: Grønland foretrækker Kina frem for Danmark
Med udenrigspolitisk tæft har regimet i Beijing iagttaget den politiske splittelse i rigsfællesskabet, og udnytter den nu til at fremme sine langsigtede strategiske interesser i at vinde fodfæste i Arktis. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her