Løkke varsler igen, igen opgør med parallelsamfund
Direktør for Danmarks Almene Boliger er »glad for fokus«.
Endnu en gang varsler statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) et opgør med de såkaldte parallelsamfund.
Denne gang i sin nytårstale, hvor han blandt taler om at »bryde betonen op og rive bygninger ned« i socialt belastede »ghettoområder«:
»Der er brug for en langt mere præcis indsats. Hvor vi ikke generer samtlige danskere i hele Danmark. Men sætter ind de steder, hvor problemerne er størst. Og kun der,« siger statsministeren og fortsætter:
»Vi skal sætte et nyt mål om at afvikle ghettoerne helt.«
Allerede i september sidste år bebudede statsministeren i et interview med Jyllands-Posten, at problemerne med muslimske parallelsamfund i Danmark nu var så store, at det var nødvendigt med indgriben fra de øverste politiske lag.
Blandt andet ved, at en minister fremover skulle få mulighed for at gribe direkte ind over for en skole eller i et socialt belastet boligområde. Områder, der normalt er kommunernes ansvar.
Igen på Venstres landsmøde den følgende måned lød det, at han og regeringen også ville kigge på retten til at flytte ind i et udsat boligområde.
Og i sin nytårstale lovede han så, at regeringen i begyndelsen af dette år vil fremlægge et udspil, der skal dæmme op for de problemer, som statsministeren især oplever i områder som f.eks. Vollsmose på Fyn og Mjølnerparken i København. Det skal ifølge Løkke Rasmussen bryde »en negativ spiral« og »en modkultur«:
»Hvor man ikke tager ansvar, ikke deltager, ikke bruger de muligheder, vi har i Danmark,« siger han og fortsætter:
»Jeg er overbevist om, at årtiers slappe udlændingepolitik har gjort sit. Der blev lukket flere ind i Danmark, end vi magtede at integrere. Vi kan ikke ændre fortiden, men vi kan tage ved lære af den, når vi former fremtiden.«
Allerede i 2010 gjorde statsminister Lars Løkke Rasmussen sig lignende tanker i den daværende VK-regerings ghettostrategi.
Den rigtige retning
Adm. direktør Bent Madsen i Danmarks Almene Boliger er glad for, at statsministeren i sin tale igen retter fokus på problemet, men understreger samtidig, at det »allerede går i den rigtige retning« i flere af landets almene boligområder, hvor mange af de benævnte problemer har fyldt:
»Nu bliver der talt om nedrivning og tvungen genhusning, men en af de måder, vi allerede arbejder med problemerne på, er ved f.eks. at føre veje ind gennem områderne og styrke sammenhængen med resten af byen. Så vi gør det allerede,« siger han.
S kvitterer for talefokus
I Socialdemokratiet hæfter man sig ved, at regeringen endnu en gang italesætter problemet med boligområderne, hvor social kontrol overskygger danske regler, love og normer.
Og selvom partiets integrationsordfører Mattias Tesfaye kvitterer for hensigten, så savner han handling bag ord:
»Jeg siger det ikke for at hovere, men vi har flere gange fremlagt forskellige idéer til, hvordan man kan dæmme op for problemet, men vi er ikke blevet inviteret til forhandlinger af regeringen,« siger han og påpeger, at der også allerede i dag væltes og nedrives sociale boligblokke flere steder rundt omkring i landet.
»Det er et godt budskab, men det bliver lidt ved overskrifterne. Jeg glæder mig nu til at se, hvad regeringen rent faktisk vil foreslå. Jeg har svært ved at se, hvad der er det nye lige nu,« siger Tesfaye.