10.000 danskere har fået scannet deres hjerter i jagten på det perfekte
Resultaterne skal bruges til at skabe bedre behandlinger til hjertepatienter.
De seneste syv år har tusindvis af danskere frivilligt fået deres hjerter scannet med moderne røntgenteknologi på Rigshospitalet.
Det skriver TV 2.
I alt er 10.000 raske personer blevet scannet, hvilket har gjort det muligt for lægerne at se flere detajler i organet end tidligere.
De mange billeder har bl.a. gjort det nemmere for lægerne at få øje på forstadier til åreforkalkning, da man nu kan sammenligne størrelsen på et rask hjerte med et sygt et.
Resultaterne skal bruges til at skabe bedre behandlinger til hjertepatienter og forebygge hjertekarsygdomme.
»I yderste konsekvens håber vi selvfølgelig på, at det her er en metode, som kommer til at redde liv,« siger Klaus Fuglsang Kofoed, der er overlæge og forskningsleder ved Hjertecenteret på Rigshospitalet, til TV 2.
Scanningerne er foregået ved hjælp af en specialdesignet CT-hjertescanner, som røntgenfotograferer hele vejen rundt om patienten.
Udover billeder af hjerterne har de 10.000 personer også fået taget billeder af deres lunger, som lægerne i fremtiden vil nærstudere på samme måde, som det var tilfældet med hjerterne.
Ifølge TV 2 får forsøgspersonerne som udgangspunkt ikke resultaterne af scanningen at vide, medmindre lægerne mod forventning opdager en sygdom ved gennemsyn af billederne.