Fortsæt til indhold
Indland

Levakovic-nevø blev udvist fra Danmark i al hemmelighed

Han har dog ikke tænkt sig at blive i Kroatien, hvor han er blevet sendt til. Han har meldt ud, at han vil vende ulovligt tilbage til Danmark.

Jura Levakovics generalieblad er et velvoksent et af slagsen.

Den 30-årige kroat har i hvert fald flere hundrede kriminelle handlinger skrevet i det.

Han er nevø til den efterhånden berygtede Gimi Levakovic med tilnavnet "sigøjnerbossen," og tilbage i 2012 blev han dømt til udvisning.

Den endelige udvisning fandt sted i sidste weekend, hvor han i al hemmelighed blev eskorteret til Kroatien - uden at hans advokat Gert Dyrn fik nys om det.

Han måtte i stedet finde ud af det, da han ringede til arresten for at tale med sin klient. Gert Dyrn er irriteret over måden, hvorpå udvisningen har fundet sted. Han havde regnet med, at udvisningen først ville finde sted senere i december, og at han ville få det at vide, når det skete.

I den helt anden ende af følelsesregisteret finder man Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Kofod Poulsen, der kom helt i julestemning, da Ekstra Bladet fortalte ham om udvisningen.

»Hurra, det er som at få en tidlig julegave. Helt fantastisk, at vi efter alle de år med så meget kriminalitet begået af den mand, endelig er sluppet af med ham. Det er ren fryd,« siger retsordføreren til avisen.

Nu bor Jura Levakovic hos sin fætter i Kroatien, hvorfra han har klaget til den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg, da han ønsker at vende tilbage til Danmark igen.

Den berygtede familie er ikke kendt for at lade sig begrænse af loven, og det har Jura Levakociv heller ikke tænkt sig, såfremt han ikke får rettens ord for, at han kan vende tilbage til Danmark.

»Jeg kommer tilbage. Så bliver jeg fanget og sat på et fly, og så tager jeg tilbage igen, og sådan gør jeg indtil indtil den dag, jeg kradser af,« sagde Jura Levakovic til Ekstra Bladet tilbage i 2016, mens han sad fængslet i Enner Mark Fængsel.

Hvis Jura Levakovic skal gøre sig forhåbninger om at sætte sine ben på dansk jord igen, så bliver han højest sandsynligt nødt til at gøre brug af den sidste af de to muligheder.

Institut for Menneskerettigheder har over for Ekstra Bladet vurderet, at Jura nok ikke skal regne med at få medhold i sin sag.

Jura Levakovic er før af to omgange blevet idømt betingede udvisninger, før han i 2012 blev dømt for hjemmerøveri og bankrøveri og dermed blev udvist for bestandigt - efter at have siddet fængslet i fem år.