*

Indland

Minister: Den danske skolemodel har spillet fallit over for indvandrerbørn

Tosprogede børn er den største uddannelsespolitiske udfordring i Danmark, mener undervisningsministeren.

»Dette er isoleret set den største uddannelsespolitiske udfordring, som vi står overfor i de næste 10 eller 20 år. Hvis vi ikke får ændret kurs, vil det manifestere sig i endnu større parallelsamfund med alt, hvad det medfører af kriminalitet og sociale problemer,« siger Merete Riisager. Arkivfoto

Undervisningsminister Merete Riisager (LA) indleder nu et fundamentalt opgør med den måde, som det danske uddannelsessystem håndterer tosprogede børn af indvandrere med en især mellemøstlig baggrund. Den danske model har simpelthen spillet fallit, mener hun.

»Den danske pædagogiske tradition kolliderer helt overordnet med det mellemøstlige børnesyn og børnetradition,« siger Merete Riisager.

Undervisningsministeriet har samlet en lang række data, der viser, at børn med en ikkevestlig baggrund klarer sig dårligere sprogligt, allerede når de er halvandet år gamle, og at det forfølger dem hele vejen gennem uddannelsessystemet. De får dårligere uddannelser – også selv om de er født i Danmark.

Derfor siger ministeren nu direkte, at skolen ikke kan klare denne udfordring – i stedet skal der stilles krav til forældrene om, at de i højere grad giver børnene de grundlæggende kompetencer, der er brug for, inden børnene begynder i skolen.

»Men dette er isoleret set den største uddannelsespolitiske udfordring, som vi står overfor i de næste 10 eller 20 år. Hvis vi ikke får ændret kurs, vil det manifestere sig i endnu større parallelsamfund med alt, hvad det medfører af kriminalitet og sociale problemer,« siger Merete Riisager.

Claus Hjortdal, formand for skolelederne, er enig i, at skolerne ikke selv kan løse problemerne, og at der skal sættes tidligt ind.

»Hvis moderen alligevel går hjemme, så sig til hende, at hun skal ud og arbejde i daginstitutionen sammen med sit barn,« siger han.

Rådmand i Aarhus Rabih Azad-Ahmad (R), der er rollemodel for unge under uddannelse og tidligere formand for Multikulturel Forening, kalder ministerens udmelding for en »falliterklæring«:

»Jeg er ikke enig i, at skolerne ikke kan løse det her. Men jeg er enig i, at der skal gøres noget stort for, og at det er i ”sandkassen”, at det begynder,« siger han.

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Indland
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her