Fortsæt til indhold
Indland

Københavns Politi Sangkor med sygende, sjov og alvorlig påmindelse til danskerne

Skønner politiet dig beru'st, kan de be' dig om et lille pust, synger Københavns Politi Sangkor i ny julesang.

»Julen nærmer sig med store skridt. Så skal man ha' øl og akvavit. Men pas på, hvis du skal køre hjem, skal du ikke drikke to af dem.«

Således indleder Københavns Politi Sangkor en ny og alternativ julesang, som Københavns Politi har delt på Twitter.

Koret har omskrevet juleklassikeren "Sikken voldsom trængsel og alarm" og i stedet lavet en humoristisk tekst, der skal minde danskerne om, at de ikke skal tage bilen, hvis de har drukket for meget alkohol til julefrokosten.

»Miste kørekort og alt det der, det er ik' en sølle bajer værd,« hedder det i sangen, der også adresserer de mere alvorlige konsekvenser ved spritkørsel:

»Men kør aldrig bil, når du er fuld, du kan ende under sorten muld.«

Selv om budskabet præsenteres gennem sjove vendinger og rim, gemmer der sig en hel del alvor bag sangteksten.

I fjor blev 7.203 personer ifølge Rådet for Sikker Trafik sigtet for spritkørsel, hvilket svarer til, at politiet i gennemsnit fangede 20 spritbilister om dagen. Alene ved julespritkontrollerne i 2016 blev 310 personer sigtet for spritkørsel, mens 540 blev sigtet for at være påvirket af narkotika eller medicin under kørslen.

Københavns Politi Sangkor blev stiftet i 1913 og består i dag primært af pensionerede politimænd. Korets ældste medlem er 82 år, skriver politiet på Twitter.

»Lad hellere bilen stå i skjul, så får du og vi en glædelig jul,« slutter sangen, som kan høres her: