Fortsæt til indhold
Indland

Alternativet plages af sager om interne krænkelser

En medarbejder blev opsagt, men genansat trods anklage om overgreb. Partiet åbner intern undersøgelse.

Mie Louise Raatz | Marchen Neel Gjertsen

En medarbejder anklaget for seksuelt overgreb blev opsagt, men kort efter genansat. Flere ansatte har klaget over arbejdsforholdene, og der er uddelt en skriftlig advarsel til en ledende medarbejder.

Den slags episoder har ramt Alternativet på Christiansborg og fører nu til en intern »kulegravning«.

I særlig grad samler fokus sig om et forløb, hvor et yngre medlem af partiet i 2016 anklagede en ældre medarbejder på Christiansborg for at have krænket hende. Her skred den daværende politiske ledelse ind ved at opsige den pågældende medarbejder og også aftale, at vedkommende ikke fremover måtte arbejde for partiet.

»Da jeg blev gjort opmærksom på det, anbefalede jeg det pågældende medlem at anmelde det til politiet. Og så sørgede jeg for, at medarbejderen blev afskediget,« siger daværende gruppeformand Josephine Fock om forløbet.

Efterfølgende blev personen dog ansat i et Alternativet-projekt i udlandet, som var finansieriet af en ekstern støttepulje.

Daværende sekretariatschef og nuværende særlig rådgiver for Uffe Elbæk, Mikkel Nørskov, var ansvarlig for genansættelsen, selv om han også stod for at afskedige personen. Han ønsker ikke at udtale sig.

»Da det kommer til mit kendskab, at han efterfølgende er blevet ansat i et projekt, som Alternativet er involveret i, skrider jeg straks ind og beordrer, at den projektansættelse stopper,« siger Fock, som kalder forløbet »fuldstændig uacceptabelt«.

Alternativets værdier

Hos Alternativet har både folketingsmedlemmer og ansatte diskuteret, hvordan ledende medarbejdere må opføre sig over for ansatte og medlemmer ifølge »partiets værdier«.

Ansatte har blandt andet klaget over partiets overdrevne »festkultur«.

Den nye gruppeformand, René Gade, opfordrer alle, der »måtte have haft en dårlig oplevelse« til at komme til ham.

»Man skal ikke bevise noget. Man må godt bare lette sit hjerte, for det er det, der er det sværeste: at turde sige det,« siger han

Han bekræfter, at sagerne plager partiet:

»Vi kan ikke leve med at have en kultur, der kan kritiseres for at være krænkende eller have ledere, der agerer uprofessionelt over for vores medarbejdere.«