Et godt valg kræver en velsmurt maskine

Valg er vigtige, og det er en borgerpligt at stemme. Det lærte min mor mig, da hun den 28. maj 1953 tog mig med til folkeafstemningen om den nye grundlov. Valgretsalderen skulle ned, prinsesse Margrethe skulle være tronfølger i stedet for arveprins Knud, og Landstinget skulle afskaffes. Jeg var kun 10 år, men jeg husker stadig den højtidelige stemning og Dannebrog, der vajede i skolegården.

Siden har jeg nok stemt 50 gange ved ca. 70 forskellige valg og folkeafstemninger. Hver gang har jeg tænkt på mors velmente indoktrinering, men især hvis valgbestyrelsen har husket at hejse flaget.

Men valg er ikke kun et spørgsmål om nogle partier, en stemmeseddel og et valgsystem, og så går resten af sig selv. Det havde jeg ellers lidt fået indtryk af dengang i 1953, hvor det virkede, som om vi bare skulle gå hen på Hadsundvejens Skole i Randers, så mor kunne sætte sit kryds; og næste dag havde ”vi” vundet, og en ny grundlov var vedtaget.

Mere end 60 år og rigtigt mange valg senere ved jeg, at det kræver en særdeles velsmurt maskine at afholde og administrere et ordentligt valg. Mange mennesker skal vide præcist, hvad de skal gøre – og så skal de faktisk også gøre det ordentligt og uden skelen til, om deres handlinger er til gunst eller ugunst for det parti eller den person, som de selv håber, vil vinde valget.

Da helvedet brød løs i Kenya

Valg foregår inden for de rammer, som det enkelte lands grundlov foreskriver. Grundloven siger dog som regel kun noget om de store linjer: Hvilket valgsystem skal staten benytte, hvor høj skal valgretsalderen være, og hvilke krav skal kandidaterne til de forskellige poster opfylde? De øvrige regler om et lands valg finder vi i valgloven og dens tilknyttede bekendtgørelser.

Normalt er det heldigvis ret klart, hvad et lands valglov går ud på, og hvordan valgmyndighederne skal fortolke den. Men nogle gange er situationen ikke helt normal, og det var tilfældet i Kenya i 2007-08.

Få måneder inde i 2008 blev jeg udnævnt til sekretariatsleder for en undersøgelseskommission, som Kenyas regering og FN’s generalsekretær Kofi Annan i fællesskab havde nedsat. De syv kommissærer og jeg skulle finde ud af, hvad der var gået galt den 27. december 2007, hvor vælgerne havde stemt om præsidenten, parlamentet og de lokale råd.

I første omgang tog de valgtilforordnede i en del af de 210 valgkredse længere tid end normalt med at optælle og indsende valgresultaterne. Formanden for valgkommissionen, Samuel Kivuitu, sagde så – absolut i sjov – i fjernsynet, at ventetiden måske skyldtes, at dem, der stod for optællingerne, var i gang med at fifle med tallene. Det skulle han aldrig have gjort, for mange kenyanere troede, at han mente det alvorligt, og snart brød helvede løs.

En af de internationale valgobservatørorganisationer bidrog til problemerne ved at sige, at optællingerne ude i nogle af kredsene afveg fra de resultater, fjernsynets nyhedsoplæsere offentliggjorde. Og da Kivuitu så efter nogle dage erklærede den hidtidige præsident, Mwai Kibaki, genvalgt, selv om han i en stor del af valgkampen havde ligget efter sin vigtigste rival, Raila Odinga, i meningsmålingerne, eksploderede situationen mange steder, primært mellem kenyanere fra forskellige stammer.

Det politiske liv i Kenya er nemlig gennemsyret af etniske modsætninger. Derfor er det afgørende for politikernes tilslutning, hvilken stamme de kommer fra. Kibaki er kikuyu, og Odinga luo, så den politiske vold afspejlede fra dag 1 mange gamle modsætninger mellem stammerne: Luoerne følte, at det nu var deres tur til at komme til fadet og få del i de mange fordele, som en valgsejr traditionelt kaster af sig. Kikuyuerne og deres allierede havde siddet alt for længe på flæsket.

Politisk vold og valglov med blyant

Ildspåsættelser, myrderier og voldtægter på tværs af de etniske skillelinjer fulgte. Det faktiske antal døde er ukendt, men i hvert fald mere end 1.200 mennesker omkom, og over 400.000 flygtede til områder, hvor deres egen stamme var i overtal. De var simpelthen bange for at få et øre skåret af eller på anden måde blive lemlæstet af ophidsede medlemmer af stammer, som var modstandere af deres egen. Mange endte med at tilbringe flere år i lejre for internt fordrevne flygtninge.

Heldigvis var den etniske vold kommet så nogenlunde under kontrol, da vi ankom til hovedstaden Nairobi. Med den opgave, vi havde foran os, var det oplagt at starte med at studere Kenyas valglov, men vi kunne kun finde ét eneste eksemplar, omhyggeligt opbevaret i parlamentets bibliotek. Det eksemplar lånte vi og blev så opmærksomme på, at de seneste ændringer i valgloven slet ikke havde ført til trykning af nye, opdaterede udgaver af loven. Rundtomkring i landet havde de lokale valgansvarlige altså ikke haft en helt opdateret valglov til at administrere valgene i december 2007 ud fra.

Ændringerne var tilmed skrevet ind med blyant og i nogle tilfælde klæbet ind som små gule ”huskesedler”, men ellers måtte både medlemmerne af landets valgkommission og alle de, der arbejdede med at gennemføre valget, klare sig med gamle, og altså på nogle punkter ikke korrekte, udgaver af loven. Så det kunne kun gå galt, selv om manglen på en ny udgave af valgloven nok kun mere indirekte bidrog til myrderierne og voldtægterne.

Et godt valg kræver tillid

Et godt valg forudsætter nemlig meget mere end opdaterede eksemplarer af valgloven, selv om det hjælper. Først og fremmest kræver et valg en organisation – eller flere – som kan stå for den store logistiske opgave, som det er at afvikle et valg. I Danmark er det utroligt nok bare et par ansatte i Indenrigsministeriet, der får hele det danske valgmaskineri til at fungere.

Problemet i en række af de demokratier i Afrika, Centralasien og Østeuropa, som er vokset frem de seneste to-tre årtier, er blandt andet, at de pågældende stater ikke har prioriteret at udvikle en stærk og troværdig valginfrastruktur. Derfor har landenes valgansvarlige heller ikke været i stand til at levere valgresultater, som hele befolkningen kunne have fuld tillid til.

Når jeg i for eksempel Lesotho, Albanien eller Tanzania har fortalt om, hvordan nogle få ansatte i det danske indenrigsministerium administrerer alle danske valg, har jeg ofte oplevet både politikere, embedsmænd og universitetskolleger ryste på hovedet af vores naivitet. Hvordan kan vi dog acceptere, at ministerielle embedsmænd har ansvaret for afviklingen af vore valg? De skal jo gøre, som ministeren siger, og hvis han sætter dem til at gøre noget, der også kan være til fordel for hans parti, må de jo gøre det, lyder deres argument.

Når jeg så prøver at forklare, at sådan spiller klaveret ikke i Danmark – og i hvert fald slet ikke med hensyn til valg – så ryster de igen på hovedet. Hvor naiv har selv en professor lov til at være?

Nye demokratier med en million døde vælgere

Næsten alle de nye demokratier har dog efterhånden etableret mere eller mindre ”uafhængige” valgadministrationer eller -kommissioner, som i hvert fald formelt opererer løsgjort fra den øvrige offentlige – og politisk styrede – administration. Hvis noget tilsvarende blev foreslået i Danmark, tror jeg, alle danskere ville undre sig: Hvad skulle det gøre godt for; vi stoler jo på vores embedsmænd?

Det hjælper skrappe regler i straffeloven dog nok også med til at sikre. For eksempel kan det give op til fire måneders fængsel, hvis en valgtilforordnet ”rådgiver” vælgerne om, hvordan de skal stemme.

Sådanne regler har de fleste andre lande også indført, men det forhindrer langtfra altid valgsnyd. Vores arbejde i Kenya efter valget i 2007 afslørede for eksempel, at omkring en million af vælgerne på valglisterne faktisk var døde. Alligevel havde mange af dem havde været i stand til at stemme – som regel på den lokale stammes foretrukne kandidat. Noget tyder på, at den tillids- og normbaserede valgkultur, der præger en del af de gamle demokratier i Nordamerika og Vesteuropa, lige netop er den faktor, som mange af de nye demokratier i Østeuropa, Asien og Afrika savner.

Men vi kan altså ikke bare nøjes med at glæde os over, at valg i Danmark forløber fint. Den politiske udvikling i en mere og mere globaliseret verden betyder, at vi også har en klar interesse i, hvem befolkningerne i USA, Rusland, Sydafrika, Indien og i Europa vælger til de mest magtfulde positioner.

Derfor er vi også nødt til at vide, hvordan disse valg foregår, og om de lever op til passende standarder for demokrati og folkestyre. Derfor må den passende udgangsreplik være at gentage min mors ord i 1953: Valg er vigtige! Og så føjer jeg til for egen regning: Også selv om de foregår langt fra Hadsundvejens Skole i Randers.