Borgmester skal tage stilling til fremtid

Tønder Kommunes borgmester, den tidligere Venstre-mand Vagn Therkel Pedersen, får i morgen lejlighed til at spille ud med, hvordan han selv vurderer sin situation, efter at han i går blev taget for spritkørsel i en politirazzia. Borgmesteren mødes med kommunaldirektør Thorkild Præstegaard for at fortælle, om han vil passe sit borgmesterjob, mens sagen kører, eller om han vil holde ferie eller være sygemeldt.

- Jeg ved ikke, hvordan Vagn vil tackle situationen. Han er stadig Tønder Kommunes borgmester, hvis han vil det. Det afgør han selv. Han er jo ikke dømt, siger Torkild Præstegaard, efter at byrådet i aften fik en orientering om sagen på et lukket møde.

Vagn Therkel Pedersens første reaktion var at sygemelde sig ugen ud. I mellemtiden vikarierer 1. viceborgmester Peter Christensen (S) for ham. Borgmesteren har i forvejen meddelt, at han ikke genopstiller til kommunalvalget til efteråret. Venstres spidskandidat er politimanden Laurids Rudebeck.

Foreløbig afventer Tønder byråd en afklaring af den tidligere Venstre-politikers spirituspromille og en eventuel politisag.

Man bliver ikke automatisk fyret som borgmester, hvis man får en dom for spirituskørsel. Får Vagn Therkel Pedersen en dom, skal det såkaldte valgbarhedsnævn afgøre, om han fortsat er værdig til at sidde i byrådet og dermed i borgmesterstolen. Men så langt er sagen endnu ikke kommet, siger Vagn Therkel Pedersens tidligere partifælle i byrådet, 2. viceborgmester Jens Andresen.

- Vi har ikke talt procedure om en mulig indbringelse af sagen for valgbarhedsnævnet. Nu må vi først se, hvad blodprøven viser, siger Jens Andresen.

Vagn Therkel Pedersen blev ved juletid ekskluderet af Venstres byrådsgruppe i Tønder efter anklager om druk.

Ritzau

Andre læser

Mest læste

Del artiklen