Spilletid får Lindstrøm til at føle sig hjemme i Frankfurt

Jesper Lindstrøm er startet godt i Frankfurt, og nu flytter hans kæreste og hund også til den tyske by.

Artiklens øverste billede
Jesper Lindstrøm. Mixed zone og åben træning i Helsingør, torsdag den 2. september 2021, torsdag den 2. september 2021. (Foto: Claus Bech/Scanpix 2021)

Talentfulde Jesper Lindstrøm har med succes taget skridtet fra Superligaen til Bundesligaen denne sommer, hvor han skiftede Brøndby ud med Eintracht Frankfurt.

Hurtigt har han fået bidt sig fast i holdets startopstilling, og spilletiden hjælper med at få ham til at føle sig hjemme i den tyske storby.

Snart kommer omgivelserne uden for banen også til at give en mere hjemlig følelse.

Det fortæller 21-årige Jesper Lindstrøm, der i disse dage er samlet med det danske A-landshold for anden gang i karrieren.

- Det er altid svært som ung at falde til i et nyt land med et nyt miljø og et nyt sprog, men når man spiller fra start, så hjælper det rigtig meget på det. Jeg er glad for at være der, og jeg er glad for de mennesker, der er der.

- Når jeg kommer tilbage fra landsholdet, så får jeg en lejlighed, og min kæreste og min hund kommer derned, og så kommer jeg til at føle mig mere hjemme, når der falder lidt mere ro over det hele. Men det vigtigste i forhold til at falde til har været, at jeg har fået spilletid, siger Lindstrøm.

Han blev skiftet ind i pausen af sæsonens første bundesligakamp mod Borussia Dortmund, og derefter er han startet inde i de to seneste kampe.

Selv om Bundesligaen målt på teknik, fysik og tempo ifølge Lindstrøm er på et væsentligt højere niveau end i Superligaen, føler han, at han sagtens kan være med.

- Den tyske liga er rigtig fed, for det bølger frem og tilbage, og der er mange kontraangreb, mange afslutninger og mange løb, og det passer godt til mig.

- Jeg har vist, at jeg godt kan være med på det niveau, og det er en anerkendelse over for mig selv, at jeg ikke skal bruge et par måneder eller et halvt år på at falde til i ligaen.

- Min gode start i Frankfurt hænger sammen med spillestilen, og træneren har hele tiden vist, at han tror på mig, og han har givet mig chancen.

- Det er en ny træner, en ny sportsdirektør og et nyt projekt, og jeg har fået chancen, og jeg har grebet den. Det er sindssygt fedt, at Frankfurt har holdt det, de har lovet, siger han.

I onsdags mod Skotland nåede Lindstrøm lige akkurat at betræde græsset, men det var ikke mange sekunder, han fik i sin anden landskamp i karrieren.

Han håber, at vejen til spilletid er lidt kortere, når Danmark lørdag på papiret har en nemmere kamp ude mod Færøerne.

- Jeg er klar til at komme ind, og det ved Kasper Hjulmand også godt. Selvfølgelig er det et godt tidspunkt at komme ind på landsholdet, når der er tre kampe på en uge, for så er det sjældent de samme 11, som spiller 90 minutter i alle tre kampe, så der er selvfølgelig mulighed for at få spilletid.

- Det er rart at vide, at han giver de unge chancen og stoler på dem, og det er fedt, at det er blevet sådan, siger Jesper Lindstrøm.

Han debuterede på A-landsholdet i den afbudsramte testkamp mod Sverige sidste efterår. Her blev han ligeledes indskiftet i slutfasen.

/ritzau/

Andre læser

Mest læste

Del artiklen