Carola stoppet med 160 km i timen
Fartgrænsen var på mellem 70 og 90 kilometer i timen, men det hindrede ikke den svenske popsangerinde Carola Häggkvist i at holde en fart på 160, fordi hun skulle nå frem til en koncert i Värmland i Midtsverige til tiden.
Det lykkedes ikke helt. Hun gik på scenen et kvarter forsinket torsdag aften, men hun forklarede sit publikum på ca. 2500 mennesker, at hun havde gjort, hvad hun kunne for at nå frem, men at hun også blev forsinket af politiet.
- Jeg kørte 160 og blev standset af politiet, sagde hun ifølge avisen Nya Wermlands-tidningen fra scenen.
- Men politifolkene var rigtig søde. Vi talte om sagen, og de forstod så at sige hvorfor, sagde hun videre.
Hos politiet i Värmland kender man imidlertid ikke til, at sangerinden skulle være standset. Men politiet siger, at årsagen kan være, at politiet standsede hende, men at man ikke havde fået målt hendes hastighed.
Avisen har forgæves forsøgt at få sagen uddybet hos Carola Häggkvist.
/ritzau/