Satire: Videnskaben: Gækkebrevsadvarsel stærkt overdrevet

Risikoen for at blive stukket af et navn skrevet med prikker er nærmest ikke- eksisterende, vurderer eksperter fra både ind- og udland.

Artiklens øverste billede
Foto: Nillerdk/Wikipedia

Påsken nærmer sig, og traditionen tro sender mange danskere såkaldte gækkebreve til hinanden. Ofte indeholder disse breve en advarsel til sidst, hvor modtageren bliver bedt om at passe på, at navnet, der er skrevet med prikker, ikke stikker.

Men advarslen skal tages med et gran salt, mener forskere både herhjemme og i udlandet. Risikoen for at blive stukket er nemlig minimal.

»Komparative undersøgelser mellem navne skrevet med bogstaver og navne skrevet med prikker viser ikke nogen forskel i risikoen for at blive stukket,« lyder det fra Selina Miller, der er professor i materiel lingvistik ved Harvard University i USA.

Tantens hjemmestrik

Hendes danske kollega, professor i biokemisk retorik Hans-Jørgen Ohm, mener, at der i det hele taget sjældent er risiko for at blive stukket af et navn.

»Nedskrevne navne stikker uhyre sjældent, medmindre de er skrevet med pigtråd, pindsvin eller tykke sweatre, som ens tante har strikket,« fastslår han.

Han medgiver dog, at der kan være tale om symbolsprog i meddelelsen, og at der derfor godt kan være en risiko forbundet med at modtage et gækkebrev.

De to professorers udsagn underbygges af en omfattende, international undersøgelse, der blev foretaget i årene 2005-2011. Her undersøgte man, hvor mange postbude der kom til skade under udbringningen af påskepost.

Resultaterne viser, at postbudene ikke oplever et større antal skader grundet brevhåndtering i påskeperioden end på andre tidspunkter. Heller ikke i Danmark, hvor mange tusind mennesker sender gækkebreve med posten.

Kun ét stik

»Vi har faktisk kun kunnet dokumentere et enkelt tilfælde af stik grundet gækkebrev,” fortæller Jani Saari fra Helsinki Universitet i Finland og tilføjer:

»Det skyldtes dog, at afsenderen havde lagt et pindsvin i kuverten, så det har ingen direkte forbindelse til et navn skrevet med prikker.«

De kommende år håber forskerne på at blive klogere på, hvad der ligger bag advarslen mod at blive stukket.

»Vi er ved at rejse forskningsmidler til et treårigt projekt,« fortæller Hans-Jørgen Ohm.

”RokokoPosten er en parodi på den aktuelle nyhedsstrøm. Alle RokokoPostens nyheder er således fiktive, selv om de er stærkt inspirerede af virkeligheden.”

.

Del artiklen