Gå på opdagelse i hundredvis af gamle UFO-mysterier
Den amerikanske regering har givet tilladelse til, at gamle UFO-sager bliver frit tilgængelige.
Tror du på rumvæsener? Tror du på, at de af og til besøger vores jord?
Den amerikanske regering har nu givet tilladelse til, at 701 gamle uopklarede UFO-sager er blevet lagt ud på internettet til fri og gratis afbenyttelse.
Det betyder, at nysgerrige sjæle og små detektiver selv kan prøve at finde hoved og hale i de mange gamle sager, hvor mennesker fra hele verden mener, at de har set en UFO.
Det startede i 1948, hvor den amerikanske regering satte flere tiltag i gang, som skulle undersøge UFO-episoder, skriver Daily Mail.
Projektet fik samlet set navnet "Project Blue Book".
Det amerikanske luftvåben siger, at projektet i alt indeholder 12.618 rapporter om, at mennesker har set en eller flere UFO'er.
Sagerne er fra 1940 og op til 1969.
Før alle filerne blev lagt på internettet, var de kun tilgængelige, hvis man besøgte det nationale arkiv i Washington.
Nigel Watson, der har skrevet bogen "UFO Investigations Manual", mener, at det er et slaraffenland for UFO-entusiaster.
"Der er masser af arbejde til amatørdetektiver, som kan prøve at komme med forklaringer til episoderne, som menneskerne i Project Blue Book ikke selv havde tid til at tænke på og undersøge," siger Nigel Watson.
Du kan finde alle filerne på denne hjemmeside.
Her kan du se 10 klip, hvor folk mener, at de har set UFO'er: